Blog Image

Claus & Sharon's Travel Blog

About the Travel Blog / Om Rejsebloggen

We will update the Travel Blog with text and photos as often as possible while we are travelling. Family and friends are invited to comment on our Guestbook.

Vi vil opdatere Rejsebloggen med tekst og fotos så ofte som muligt, når vi er ude at rejse. Familie og venner må meget gerne lægge kommentarer på vores Gæstebog.
Sharon & Claus

The last trains

English Posted on Mon, January 19, 2015 05:38:04

Monday 22nd December
Our last day of the tour. The Overland
(from Adelaide to Melbourne – 828km) departs at 7.40am, and according
to our ticket, final check-in at Parklands Terminal is by 6.40am. So
we are up at 5am, giving us time to eat breakfast and the final
packing before catching the bus from just outside the hotel. We
aren’t the only passengers on the way to the train station – two
other passengers have suitcases and alight at the same stop. Inside
the terminal we join the small queue and get rid of our bags – both get a ”heavy” label attached. Ten minutes later the
queue has doubled in length and is out of the door. We have a bit of
a wait before we can get on the train, time for Claus to get some
photos and to check out our fellow passengers: the majority are
pensionists, the rest are of all ages and there are a few German and French
speaking tourists. This is the last train to Melbourne before
Christmas, and many are heading to Melbourne for Christmas with
family, judging by the many bags of wrapped gifts. One passenger has
her Santa hat on with flashing ”Merry Xmas” lights. The
carriage attendant gives us an explanation of the train, in
particular how the toilet locks. One must push a button to close the
door and then push another button to lock it. During the journey
there are many passengers who forget to lock the door whilst inside,
so luckily there is an elderly couple in the first row who are good
to warn the next toilet customer that it is occupied.

We depart on time and are soon heading
up into the Adelaide Hills, with short glimpses of the coastline to
our right before reaching the highest point on the journey: Mt.
Lofty. Many of the houses are built of large sandstone coloured
building blocks with wide verandahs to combat the heat. We stop at
Murray Bridge and Bordertown before crossing the border to Victoria,
and we have to set our watches forward by a half hour. The countryside is flat, this area is known as the “wheat belt” of Victoria.

At Horsham I catch up (very briefly)
with my old friends Bev and Greg, and they get to meet Claus for the
first time. Officially we aren’t allowed off the train if we are
travelling further, but I manage a short chat with them thru the open
door before the train pulls out. Now it’s time to check out the
dining options and we choose to share a serve of fish and chips and a
meatball baguette.

After Horsham we stop at Stawell and
Ararat before the train heads more to the south and stops in Geelong
North, then heads north to Melbourne. Just after leaving Geelong we
are informed that we might arrive twenty minutes early, but no, there
are a few delays and we arrive into Southern Cross station at the
scheduled time of 6.50pm. There is a queue to get luggage: all the
luggage is laid out on the platform and then a small number of
passengers are allowed in to collect their bags; when these
passengers have departed they let another group in and so on. A
sensible way considering the number of elderly passengers with
walking sticks or rollators. Once we get out our bags we head over
to the main concourse of the station to the suburban metro trains.
My brother has sent our myki travel cards to Darwin, so we scan on
and wait for the next Berwick train. 7.40pm and we board our last train and head out through the suburbs of Melbourne. It takes
just under an hour to reach Berwick, where my brother Keith and his
wife Lyma are waiting with cameras to catch us getting off our last
train. A fantastic tour has ended.



De sidste tog

Dansk Posted on Mon, January 19, 2015 05:29:40

22/12/14

Turens sidste dag og vi skal op kl. 5
for at nå turens næstsidste tog, ”The Overland” fra Adelaide
til Melbourne. Toget afgår ganske vist først kl. 7.40 fra Parklands
Terminal, men vi skal tjekke ind senest en time før afgang. Vi
ønsker ikke at gentage fredagens lange gåtur med bagagen, så vi
satser på dagens første bybus, der tilsyneladende har stoppested
ikke langt fra stationen. Så klokken seks står vi og spejder efter
bussen ved stoppestedet når hotellet. Et par busser standser, men de
har begge et forkert nummer. Endelig kommer vores bus, vi stiger på.
Bussens få passagerer er tydeligvis folk på vej hjem fra og på vej
til arbejde, men to unge piger har kufferter. De skal måske med
samme tog som os. Bussen følger til at begynde med samme rute, som
vi gik i fredags, så det tegner meget godt. Men i stedet for at
dreje til højre og over en bro over jernbanen fortsætter den
ligeud. Det tegner ikke så godt! Vi fortalte da chaufføren, hvor vi
skal hen – gjorde vi ikke?

Heldigvis er der en anden bro, som vi
kan gå over, da chaufføren fortæller, at vi er nået stationens
nærmeste busstoppested. Pigerne med kufferterne stiger også af og
går mod stationen, så vi bliver ikke alene på toget. Faktisk
bliver vi langt fra alene. Køen ved skranken er allerede lang, da vi
ankommer, og den fortsætter med at vokse. Toget er udsolgt, selvom
der er indsat ekstra vogne. De store rygsække bliver indskrevet til
rejsegodsvognen. Min får et skilt med ”Heavy”, mens Sharons får
skiltet ”Extra heavy – two people required”!

Således kun udstyret med små rygsække
og en time til afgang kan vi se nærmere på toget og de øvrige
passagerer. Lokomotivet er fra Pacific National, mens vognene
tilhører Great Southern Rail. Jeg går op mod fronten for at tage et
foto af hele toget. Måske ikke hvad de fleste passagerer vil gøre.
I hvert fald vækker det lokomotivførers interesse. Da jeg beretter
om vores rejse, fortæller han, at den anden lokomotivfører har
rejst med tog på dele af vores rute. Han selv oplever kun togrejser
fra sin plads på lokomotivet, men har dog overvejet at prøve turen
mellem Adelaide og Melbourne som almindelig rejsende.

De øvrige passagerer er med nogle få
fransk- og tysktalende undtagelser noget tynd- og gråhårede.
Faktisk trækker vi nok gennemsnitsalderen ned. Dagens tog er sidste
tog inden jul, så det er fyldt med bedsteforældre, der skal på
julebesøg. Så der er rollatorer, stokke, kørestole og julegaver i
hobetal. Heldigvis er perronen høj, så da det bliver tid for
ombordstigning, går det uden store problemer omend langsomt. Inden
afgang giver togpersonalet grundige instruktioner om at holde fast i
sæderyggene, hvis man bevæger sig rundt under kørslen. Hun
demonstrerer også, hvordan toiletdøren åbnes, hvilket skaber nogen
moro, da toilettet viser sig at være i brug! Toiletdøren bliver i
øvrigt rejsens store mysterium, da ikke alle forstår, hvordan den
låses indefra. Heldigvis uddeler et ældre ægtepar på sæderne
overfor glædeligt ud af deres erfaringer, hver gang en ny bruger
nærmer sig. De kan også advare, hvis toilettet er ulåst men i
brug.

Sådan får det ægtepar tiden til at
gå. Andre går med usikre skridt til og fra caféen, der er i vognen
bag os. Over højttaleranlægget annonceres dagens ret, som er ”fish
and chips”, hvor opskriften på fedtfattige pommes frites er
”stjålet” fra The Ghan. Vi forsøger at fordrive tiden med at
kigge ud af vinduet. Fra Adelaide stiger banen op til strækningens
højeste punkt ved Mount Lofty. Derfra følger et ensformigt landskab
af flade hvedemarker. Vi kører gennem et af Australiens mest
frugtbare landbrugsområder, men hold op hvor er det kedeligt at se
på time efter time. Vi passerer floden Murray, der danne grænse
mellem South Australia og Victoria. Det er også her, at urene bliver
stillet en halv time frem.

Undervejs stopper toget for at optage
og afsætte rejsende. I Horsham er der en større udveksling af
rejsende, og på perronen står et ægtepar med nissehue og småkager.
Bev og Greg kender Sharon, så de har besluttet at komme til
stationen for at ønske os Glædelig Jul med en portion hjemmebag.
Konduktøren tillader ikke, at vi står ud på perronen, så de
bliver til en kort snak i den åbne dør, mens en ny ladning
pensionister stiger på. Vi gemmer julekagerne til senere og besøger
caféen, hvor de fedtfattige pommes frites ikke er så dårlige.

Toget har været foran køreplanen et
stykke tid, så det annonceres over højttaleranlægget, at vi måske
kommer op til 20 minutter tidligere til Southern Cross, Melbourne end
planlagt. Det sker nu ikke. Toget ankommer til tiden kl. 18.50. Vi
har næsten nået turens slutning. Først skal vi dog have fat i de
store rygsække igen. Al bagagen fra rejsegodsvognen er læsset ud på
perronen. Så er det op til passagererne selv at finde deres egne
kufferter og rygsække (sidstnævnte er der heldigvis ikke mange af).
For at det ikke skal ende i et kaos af væltede pensionister,
rollatorer, stokke og iturevne julegaver, bliver vi lukket ind i
området med bagage i små hold.

Sharons bror, Keith, har sendt vores
myki rejsekort til Darwin, så vi har en billet til turens sidste tog
til Berwick. Det er ikke muligt at købe almindelige billetter til
tog, bus og sporvogn, så det er nødvendigt med rejsekort. Vi
”stempler ind” og håber, der er nok penge på kortene. Vi venter
en tid på perronen før metrotoget til Berwick ankommer. Kl. 19.40
stiger vi på turens sidste tog. Og hvad er mere passende end at
slutte, som vi begyndte i Danmark? En time på et regionaltog i
kendte omgivelser.

Klokken er 20.40, da vi står af i
Berwick. Lyma og Keith venter med kameraer, så vi kan få et billede
af os og toget. En fantastisk tur en slut!



A weekend in Adelaide

English Posted on Mon, January 19, 2015 05:27:07

Saturday 20th December
As we have both read several books on
Antartic explorers, we head for the South Australian Museum, which has
a large display centered on the Antartic explorer Douglas Mawson, who
lived here. The section is full of artefacts (eg his sleeping
bag made from camel hair), photos, documents and videos of Douglas
Mawson’s three explorative journeys just over a hundred years ago.
There is also a replica of the hut where the whole party lived, and a
special place for Mawson’s knife and half sled. During a mapping
expedition out from base camp his two companions died, and Mawson
then used the knife to saw the sled in half before walking back to
base camp – a solo journey of 160km. Other exhibitions featured
Aboriginal culture, Egyptian artefacts, megafauna, fossils,
meteorites, minerals and opals. In the gift shop it is possible to
buy the same style of balaclava that Mawson wore – or even the
pattern so you can knit your own. A picnic lunch outside the well designed war memorial –
one can walk inside and find all the names of people who died in WWI
inscribed on plaques on the walls.

Sunday 21st December
Just a short metro train ride to Port
Adelaide brings us to the National Railway Museum, which despite the
name contains mostly South Australian railway history. They are
definitely not short of rolling stock with two buildings each with
four to five tracks, each with at least four engines or carriages
standing. It is possible to walk through some of the carriages and
see how sleeping compartments were designed almost one hundred years
ago. Three wagons come from ”The Tea and Sugar” train, which
began in 1917 with the sole purpose to bring daily necessities out to
the workers laying the railway between Adelaide and Perth. As the
track didn’t pass close to existing towns there was no other way to bring in
supplies. After the railway line was finished small towns sprang up
along the railway line, but these also needed supplies, so the Tea
and Sugar kept running. One carriage included a bank, another housed
the shop and another the butcher. As there was no coldroom in the
train there were a few animals in small pens on the train, and the
butcher slaughtered an animal as there was the need. The train also
had a cinema and from the 1970’s a doctor’s clinic. Each December
there was an extra carraige for Santa – bringing Christmas joy to
the children along the track. The train finally stopped running in 1996.

Back to the hotel for some PC work and
when I head out to buy some groceries at Woolworths in the nearby Rundle Street Mall at 5.30pm it is closed –
as are most of the shops. So we then head down to the Coles
supermarket near Chinatown and that is also closed. All the shops in
the centre of Adelaide close at 5pm, even though it is the last
Sunday before Christmas! So there goes our picnic lunch for the
train tomorrow – hope the dining car isn’t too overpriced.



En weekend med Mawson og museer

Dansk Posted on Mon, January 19, 2015 05:07:46

20/12/14

Vi er jo egentlig i Adelaide, fordi vi
ikke kan komme videre. Togforbindelserne i denne del af Australien er
noget begrænset i antal, så vi må vente indtil d. 22., før vi kan
komme det sidste stykke til Melbourne. Så nu gælder det om at finde
på noget at se. Vi har begge læst adskillige bøger om
udforskningen af Antarktis i begyndelsen af 1900-tallet. En af
polarforskerne var Mawson, og han kom vist fra Adelaide. En søgning
på Google viser, at South Australian Museum har en hel afdeling om
Mawson. Så der må vi hen.

Museet er som museet, vi besøgte i
Darwin – bare større. Så her afdelinger og udstillinger om Det
gamle Egypten og Aboriginals; Fossiler og opaler; Mineraler og
meteoritter; Megafauna og pattedyr. Og naturligvis Sir Douglas
Mawson. Mawson deltog i flere ekspeditioner til Antarktis både som
almindelig deltager og leder. Den mest berømte ekspedition – og
Mawsons sidste – startede i december 1911 og blev først afsluttet
i 1913, efter flere deltagere havde mistet livet. Udstillingen om
Mawson rummer mange af hans personlige ejendele som f.eks.
videnskabelige instrumenter, støvler, sovepose af kamelhår,
skindhandsker og elefanthue (en kopi og strikkeopskriften kan købes
i museets butik) suppleret af breve, papirer og fotos. Der er desuden
en model i fuld størrelse af hytten, hvor han og resten af
ekspeditionen boede under opholdet i Antarktis. En særlig plads er
tildelt Mawsons kniv og halve slæde. Mawson brugte kniven til at
save sin slæde over i to halvdele, efter hans to følgesvende var
døde på en kortlægningsekspedition i 1912. Med den halve slæde
gik Mawson alene mand 160 km. tilbage til hovedkvarteret.

21/12/14

The National Railway Museum ligger i
Port Adelaide, og hvad kunne være mere passende efter vores mange og
lange togrejser end et besøg her. Så vi går hen til Adelaides
gamle station, der ligger nær vores hotel. I dag er en del af den
gamle stationsbygning omdannet til kasino, men alle S-tog (metrotog)
til Adelaides forstæder har stadig endestation her. Selv om der kun
er 5 minutter til næste afgang, og vi ikke ved, hvor og hvordan vi
køber billetter, når vi alligevel toget. Som noget usædvanligt for
S-tog er togene på denne strækning dieseldrevne og ikke elektriske.
Andre strækninger er dog elektrificerede. På en søndag består et
togsæt blot af to vogne. Der er heller ikke mange rejsende, der stå
på og af toget i løbet af de tyve minutter, turen til Port Adelaide
tager.

I Port Adelaide består stationen blot
af to perroner, der ligger som en bro henover en firsporet vej.
Adgangen til og fra perronerne er handikapvenlig, hvilket betyder
ingen trapper (og ingen elevator). Til gengæld er der en uendelig
lang rampe, der zigzagger mellem gaden og perronerne. Der tager nogle
minutter at forcere rampen, men det er jo godt for kondien – især
hvis man skal skynde sig op for at nå et tog. Port Adelaides gader
er ligeså mennesketomme som toget, så vi oplever ikke meget på den
korte gåtur til jernbanemuseet.

Museet består af to lukkede haller med
lokomotiver og vogne fra South Australia. På trods af navnet
”National Railway Museum” er der kun rullende materiel fra denne
delstat. Nogle lokomotiver og vogne har selvfølgelig kørt ind i
Australiens andre delstater. Oprindeligt var delstaterne selvstændige
stater (kolonier) og ikke forenet som i dag. Dette betød, at mange
politiske beslutninger blev taget uden hensyntagen til nabostaterne.
Dette fik alvorlige konsekvenser for konstruktionen af jernbanerne i
1800-tallet. Man kunne ikke blive enige om en fælles sporvidde! New
South Wales anlagde overvejende normalsporede jernbaner (1435 mm).
Victoria og South Australia valgte især irsk bredspor (1600 mm),
mens jernbanerne i Queensland fik som de første i verden sporvidden
1067 mm. De forskellige sporvidder gav massive problemer for
jernbanetrafikken mellem delstaterne. Der måtte anlægges banegårde
med forskellige sporvidder, så gods og passagerer kunne flyttes fra
et tog til et andet. De fleste steder kunne man nøjes med to
forskellige sporvidder, men i Peterborough
og Gladstone
blev det nødvendigt at anlægge stationer med tre forskellige
sporvidder. Alt dette bliver illustreret med diagrammer og ikke
mindst lokomotiver og vogne i museets haller. Museets spor er også
med 1, 2 og 3 sporvidder, hvilket er interessant og kompliceret.

Tre
spændende vogne i samlingen stammer fra ”The Tea & Sugar”.
”The Tea & Sugar” startede i 1917 med at bringe daglige
fornødenheder til jernbanearbejderne i færd med at anlægge
jernbanen fra Perth til Adelaide. Jernbanearbejderne var helt
afhængige af varer fra dette tog, da der ikke fandtes veje i
jernbanens nærhed. Efter banens anlæggelse små byer skød op i
dens nærhed, så ”The Tea & Sugar” fortsatte med at køre
forsyninger til beboerne. I museet er udstillet tre vogne fra toget.
En vogn er en rullende bank. En anden er slagterens. Da der ikke var
kølerum i toget, blev dyrene (især får) medbragt levende og
slagtet undervejs. Den tredje vogn er en rullende købmand. Toget
havde også en rullende biograf og i 1970’erne en lægeklinik. I
december måned havde ”The Tea & Sugar” en julevogn
selvfølgelig med julemand. Det må have været en varm fornøjelse i
sommerheden på Nullarbor Plain. Det sidste “The Tea & Sugar” tog kørte i august 1996.

Tilbage
på hotellet i Adelaide er det tid for computerarbejde. Værelset har
en god men meget dyr internetforbindelse, så planen er at forberede
indlæg til bloggen, som vi så kan oploade fra en internetcafé
senere i aften. Så mens jeg sætter mig til at skrive, går Sharon
ud for at handle en til togrejsen i morgen. Toget har godt nok en
buffet/cafévogn, men vi ved ikke, hvad der tilbydes og til hvilken
pris. Jeg når dog ikke mange sætninger, før Sharon er tilbage
igen. Det er godt sidste søndag før jul, men alle forretninger
lukker kl. 17.00! Der er dog et supermarked nær ”Chinatown”, der
kan have længere åbningstid. Så vi opgiver computerarbejdet til
fordel for jagten på et åbent supermarked. Desværre med et
negativt resultat. Alle forretninger i centrum af Adelaide lukkede
kl. 17. Vi må sætte vores lid til spisevognen på toget i morgen.



Crossing the continent on The Ghan

English Posted on Sun, January 11, 2015 04:46:55

Wednesday 17th December
Today we start our longest train trip
in Australia: The Ghan from Darwin to Adelaide, a journey of 2979 km
taking about 50 hours. Check in must be completed by 9am, with
departure scheduled for 10am. We arrive in good time to take photos
outside the train and say goodbye to Robynann – it has been great
to catch up with her again after many years. Our large bags are
checked in and we just have our small bags with us – our Gold class
cabin has a bunk berth with its own bathroom – including shower.
The train has three classes: Red class seating carriages, with a
cafe; Gold class carriages (one carriage with single berths only)
with a lounge and dining carriage; and the top grade is Platinum
Class, where some compartments have double beds and they have their
own lounge and dining carriage. There are two locomotives (one with
The Ghan symbol, the other just has Pacific National painted on the
side) to pull the train, three carriages with cars, one generator
carriage and a carriage for personale. There aren’t many people in
the waiting lounge when we arrive, but many of the passengers arrive
after 9am by bus or personal limousine (included in the Platinum
class) with their luggage having been sent ahead. At 9.40am we can
board the train, so we make our way to Carriage L. Our compartment
has a 3 seater sofa to the right, on the left is the bathroom and
wardrobe, complete with a safe for valuables. We leave on time and
head slowly out of town, passing through the industrial area and
shunting yards before we pick up speed. The carriage attendant comes
around to explain the compartment’s features.

We have been allotted the 11am time
slot for lunch, a bit early but all passengers have to eat before we
get to Katherine. As we head down to the dining carriage we pass
through the single compartment carriage, which usilises all the space
by having a curved passageway with compartments on both sides. Next
to the dining car is the lounge, where one can enjoy a pre meal
drink. We share a table with an English couple, and are presented
with the menu – we can choose from four different entrees and
mains. Next is the wine menu with a choice of four to five white and
red wines and two different champagnes.

Katherine is just 307km south of
Darwin, and we arrive at 1.40pm. Excursions are included in our
tour, and we have chosen the Nitmiluk Gorge cruise. Nitmiluk is the
Aboriginal name for Katherine Gorge, and is about 40 minutes by bus
from the train station. We have had around 32 degrees in Darwin each
day with constant humidity and we are told it is 37 degrees in
Katherine, but not so humid. We cruise up the first gorge, then have
a short walk past Aboriginal rock paintings to the second gorge where
another vessel awaits us. Magnificent scenery all the way. A short
heavy rain shower brings some relief from the heat, but as we walk
between the two gorges the rocks are quickly dry and you can feel the
heat radiating out from them. More thunder clouds are looming as we
finish our cruise, but we arrive back at the train without getting
wet.

We depart Katherine at 6.20pm, the
landscape becomes more red as we head south. We can relax and enjoy
the lovely sunset before we make our way to the lounge to sip a glass
of champagne before dinner at 8pm. There are three courses, with the
same wine menu as at lunchtime. This evening we are dining with
John, a well travelled professor from London. We have choosen the
latest dining session so that we can take our time without being
hurried out to make room for waiting passengers. Whilst dining, our
compartment has been converted into beds, with a chocolate on the
doona. One could get very used to this style of travel!

Thursday 18th December
Our train stopped in Tennant Creek at
3.30am, probably to allow a freight train to pass. We receive a pre
breakfast coffee served in our cabin, then get dressed and head down
for our two course breakfast, where we share with a German couple who
are on their 10th visit to Australia. Alice Springs is
the next stop, we arrive at 9.10am. As we have both been here before
we don’t want to do the tourist sites around town, so have chosen the
tour to the Alice Springs Desert Park. As we are driven the short
distance to the park, the chauffeur tells us that it was 46 degrees
yesterday, but after rain during the night it is now a comfortable 22
degrees. The Park is a National Park, but differs in that many
plants have been planted around walkways and all the animals are
housed in cages. At the dingo enclosure we are informed that the
pair of young dingos are brother and sister, but are now being kept
apart after a fight which lead to the male requiring a vet to put a
few stitches in his head. Next stop on our guided tour is the
Freeflying Bird Show, where we get to see a magpie, kite, hawk and
barn owl fly freely around the ampitheater. They are trained to show
off their natural behaviour – unlike the bird show in Kuala Lumpa
where they were trained to uncharactisist acts). Onto the Nocturnal
Hall, where the marsupials, insects, lizards and snakes are housed in
natural environments with ”moonlight” lighting. Our visit ends
in the cafeteria where a bird handler presents a young six month old
Wedgetailed Eagle, who they are in the process of training. At six
months it is full size and weighs around 3kg, but also likes to be
patted by the trainer. She and her brother were rescued by the
rangers, who had noticed that the parents had spent so much time
defending the nest from predators that they didn’t have time to feed
the young pair, who were close to starvation when they were rescued.

We depart Alice at 12.45pm. At the
southern edge of town the road and railway pass through a small
opening (locally known as The Gap) in the MacDonell Ranges. After
lunch we spend the afternoon enjoying the scenery out of the window
and writing. There are small bushes and some grass, enough to feed
the small herds of cattle. Just before 4pm we pass the Iron Man
monument – a man with a sleeper on his shoulder. It was built to
commerate the laying of the millionth sleeper during the rebuilding
of the railway between Tarcoola (in SA) and Alice Springs in 1980.
Shortly after that we head into a siding and wait for half an hour to
allow a freight train to pass. At 5.30pm we cross the border
between the Northern Territory and South Australia. To the west
there is a huge thunderstorm developing, which generates some amazing
cloud formations just before sunset.

We have again chosen to dine at 8pm,
tonight we are dining with a couple from the north of England on
their first trip to Australia to visit family. As we linger over a
glass of wine the train manager informs us that our clocks need to be
turned forward an hour – there go our hopes of an early night!

Friday 19th December
It has been a clear night – at one
stage I can see stars and the lights of road trains on a distant
road.

At around 6am we pass through Port
Augusta. Soon after the Flinders Ranges is visible on the left, on
the right is Spencer Gulf. The landscape is now more fertile, and
there are wheat fields on both sides of the train. We are due into
Adelaide at 11.30am, so breakfast and lunch are combined into brunch
from 9 to 10.30am. Choices range from full English breakfast to
steak to salmon fillet. We both think it is a bit early for a steak
so opt for a full breakfast.

Adelaide is not our final destination
but the train to Melbourne only runs once a week and it does not
connect with either the train from Darwin or the one from Perth. So
we have three nights here.

We arrive on time, and spend some time
checking out the gift shop before collecting our baggage.
Unfortunately by this time the hotel shuttle has only one seat and
there are no taxis, so we have a 20 minute walk to our hotel.
Adelaide’s central business district is totally surrounded by
gardens, so we cross one of these before finding Currie Street. We
see a sign for the Grand Chancellor hotel on a building, but then
can’t find the entrance on street level, so Claus sits with the
baggage whilst I head off to investigate. The building we have seen
is the same hotel chain – just in the next street, but at least I
am given a map – we are only about 50 metres from our hotel. After
checking in we head out and drop in at the Tourist Info, then the
Metro info then wander down Rundel Mall, where everyone is busy with
their Christmas shopping. There are street musicians on every
corner, and one gentleman is giving out brochures saying ”Jesus is
the answer”. It is up to us to find the question?



Fra nord til syd med The Ghan

Dansk Posted on Sun, January 11, 2015 04:40:24

17/12/14

The Ghan har afgang fra Darwin i dag k.
10.00, men alle passagerer skal tjekke ind senest en time før, så
vi er allerede ved stationen 8.45. Det burde vrimle med
forventningsfulde rejsende, men det er ikke just tilfældet. Nok er
der forventningsfulde rejsende, men der er forbavsende få. Vi går
over til rejsegodsindleveringen. På grund af begrænset plads i
kupéen bliver de store rygsække indskrevet og fragtet i togets
rejsegodsvogn. Om det er, fordi vi ikke har kufferter, at der bliver
bundet ”Red Class” mærker på rygsækkene, ved vi ikke. Måske
går personalet automatisk ud fra, at rygsækrejsende da ikke har
billetter til den finere ”Gold Class”. Da personalet får set
nærmere på vores printede reservation, bliver der undskyldt, og nye
mærker kommer på rygsækkene. Ikke fordi det betyder noget for os,
så længe rygsækkene kommer med toget hele vejen til Adelaide.

Ved perronen, som ikke er højere end
overkanten sporets sveller, holder the Ghan – 26 vogne forspændt
to lokomotiver. Vognene tilhører ”Great Southern Rail”, der står
for driften af the Ghan, the Indian Pacific (Sydney-Perth) og the
Overland (Adelaide-Melbourne). Blandt vognene er 3 vogne til biler
(man kan som passager få sin bil med toget), generatorvogne, der
leverer elektricitet til resten af toget, personalevogn, spisevogne,
cafévogn, ”lounge car” (vogn med sofaer og bar), Platinum Class
vogn (sovevogn med dobbeltseng, eget toilet og bad, adgang til
lounge, alle måltider og drikkevarer inkluderet, gratis udflugter
samt andre goder), ”Gold Class” vogne (sovevogne med køjeseng,
eget toilet og bad, adgang til lounge, alle måltider og drikkevarer
inkluderet, samt gratis udflugter) og ”Red Class” vogne
(siddevogne med adgang til cafévogn). De to lokomotiver tilhører
”Pacific National”, der som hovedopgave kører alle godstog i
Australien, men altså også leverer trækkraft til ”Great Southern
Rails” tog. Det forreste lokomotiv er i ”Pacific Nationals”
almindelige gule og blå farver, mens det andet lokomotiv er rødmalet
med the Ghan’s logo (en kamel med dens rytter).

Vi kan ikke stå på toget endnu, så
der er god tid til at tage billeder. Bla af os alle tre (Robynann,
Sharon og Claus) ved ”det rigtige lokomotiv”, før vi må sige
farvel til førstnævnte, der skal på arbejde. Langsomt kommer der
flere passagerer. Mange ankommer med busser, så de er sikkert en del
af større selskaber. Andre er blevet afhentet i limousine ved deres
hotel og bliver kørt helt op til toget. De skal ikke vente med at
stå på. En af fordelene ved den særdeles dyre ”Platinum Class”.
Kl. 9.40 annonceres det over højttalerne, at toget er klar til
ombordstigning. Vi går hen til vogn L, hvor der er opstillet en
lille trappe for at lette ombordstigningen. I vores kupé 11/12 er
der til højre en trepersoners sofa og til venstre dør ind til
toilet og brusebad samt garderobe med pengeskab. Uden tvivl det
bedste tog på vores rejse.

Lidt før kl. 10 bliver personalet over
togets interne højttalersystem, der undervejs også vil holder os
informeret om turen, bedt om at sikre togets døre, da det er tid til
afgang. Kl. 10 kører vi langsomt ud fra stationen og gennem
industriområdet. Efter et kvarters tid passerer vi en større
rangerbanegård, før farten sættes op, og vi forlader Darwin. En
servicemedarbejder (toget har ikke togbetjente) kommer og fortæller
os om kupéens indretning. Lidt senere tager Sam, der er manager i
spisevognen, mod vores reservation til aftensmad. Der er tre
tidspunkter, og vi vælger det seneste kl. 20. Ifølge Sam et godt
valg, da der er rigtigt mange børnefamilier, der har valgt de
tidligere tidspunkter. Sam spørger os, om vi ønsker at blive vækket
i morgen tidligt med en kop kaffe i sengen. ”Ja, hvorfor ikke?!”.
Vi kan ikke selv vælge frokosttidspunkt i dag, da vi skal på
udflugt i Katherine. Så frokosten er allerede kl. 11.

Lidt før elleve går vi mod
spisevognen. Undervejs skal vi gennem sovevognen med enkeltkupéer.
For at udnytte pladsen bedst muligt er kupéerne ”flettet” ind i
hinanden, med det resultat at midtergangen snor sig som en rækker
S’er i forlængelse af hinanden. Sidste vogn før spisevognen er
loungen, hvor gæster nyder gratis drinks før frokost. Hvorfor kom
vi ikke lidt tidligere? Sam viser os til et bord, som vi deler med et
engelsk ægtepar. Nu gælder det om først at vælge to retter fra
det omfangsrige menukort. Dernæst skal der vælges fra vinkortet.
Skal det være en af de 5 rødvine eller 5 hvidvine? Vi kan jo også
vælge champagne! Øl er bare for simpelt! Nu behøver vi jo ikke at
drikke det samme til forret og hovedret, ligesom desserten kunne
ledsages af en tredje vin. Vi skal vist passe på promillen.

Toget ankommer til Katherine, og vi
stiger ud i 37 graders varme. Noget varmere end Darwin men meget mere
behageligt, da luftfugtigheden ikke er så stor. Vi finder bussen,
der skal køre os til Katherine Gorge eller mere korrekt Nitmiluk
National Park en god halv times kørsel fra stationen. Vi stiger på
en overdækket motorbåd, der sejler os op gennem den første slugt.
Bådens fører, der også er guide, beretter om nationalparken,
slugterne og floden. På grund af særlige geologiske forhold er alle
sving på floden 90 grader. Klippevæggene står lodret ved flodens
bredder og over os hænger tunge mørke skyer. Efter en lang tørtid
er vandstanden i floden ret lav, så vi kan ikke sejle fra første
til anden slugt. Vi skal derfor gå nogle få hundrede meter, men
netop som vi skal til at gå fra borde, afleverer de mørke skyer en
stor del af deres vand. De fleste passagerer tager imod tynde
plastikregnfakker i ”festlige” farver, men jeg skønner, at et
regnvejr her er som et regnvejr i Danmark bare varmere. Så det
holder nok op, og mit tøj tørrer igen. Og ganske rigtigt. Vi når
ikke hen til næste båd, før solen skinner igen, og varmen slår ud
fra klipperne. Jeg tørrer og undgik at ligne en turist på en
regnfuld charterferie.

Tilbage på toget fortsætter vi gennem
et landskab, der jorden bliver mere og mere rød, mens bevoksningen
bliver mere sparsom. Vi er på vej gennem ”out-back” Australien.
Efter vi har nydt en flot solnedgang, går vi til loungen. Vi vil
være sikre på, at vi kan nå et glas champagne før middagen. Det
når vi ikke helt, så vi tager de halvtomme glas med os til
spisevognen. Som ved frokosten skal vi i gang med beslutninger.
Hvilke 3 retter skal vi vælge fra menukortet, og hvilke vine skal vi
drikke? Vi kan selvfølgelig gøre som John på den anden side af
bordet: Starte fra toppen og arbejde os ned gennem vinkortet. Ikke
nogen dårlig plan. Vi er jo på sidste hold i spisevognen, så vi
kan blive siddende så længe, vi vil. Så det gør vi så. John er
en ganske underholdende og berejst underviser (professor?) i
mikrobiologi fra et universitet i London.

Tilbage i vores kupé er sofaen
omdannet til seng og overkøjen foldet ned. På dynen ligger
chokolade, og et varmt brusebad venter. Vi kan vist godt vænne os
til togrejser som denne.

18/12/14

Klokken er 6.20, da vi bliver vækket
af en banken på døren til kupéen. Det er tid til morgenkaffe på
sengen. Da vi sagde ja til tilbuddet i går, var vi ikke klar over,
at den serveres umiddelbart før starten på morgenmadsserveringen i
spisevognen. Vi har ikke planlagt en så tidlig morgen. Vi har kørt
hele natten mod Alice Springs kun afbrudt af et ophold i Tennant
Creek ved halv-fire tiden, så et godstog kunne krydse os. Vi er vant
til at sove i et tog, så vi fik en god nattesøvn, selvom toget ikke
har den sædvanlige konstante vuggende rytme, vi kender fra de
tidligere nattog. Sporet er uden samlinger, så det er næsten
lydløst. Til gengæld gynger det noget var side til side.

Vi nyder morgenkaffen, inden vi står
op og kommer i tøjet. Vi kan få morgenmad, når vi lyst, så vi er
i spisevognen 7.30. Igen er der mange fristende tilbud på
menukortet. Vi deler morgenbord med et tysk ægtepar, der er i
Australien for 10. gang! Det er dog første gang, de rejser med tog.
De lejer almindeligvis en bil og camperer i telt.

Toget ankommer til Alice Springs. Da vi
begge har været her før, vælger vi et besøg i Alice Springs
Desert Park i stedet for en bytur. Desert Park ligger en kort køretur
fra stationen. Chaufføren fortæller, at temperaturen i går var 46
grader, men efter regnvejr i løbet af natten er der nu behagelige 22
grader.

Desert Park er en nationalpark med
fokus på dyr og planter fra det centrale Australien, så som noget
usædvanligt for en nationalpark er nogle planter plantet og ikke
vilde og dyr er holdt i bure og terrarier. Vores guide viser vej til
”Naturteateret”, der ikke er et teater men en arena for
fritflyvende fugle. Undervej dertil kommer vi bla. forbi et indelukke
med to unge dingoer – bror og søster. En dyrepasser fortæller, at
de har haft et søskendeskænderi, der resulterede i et besøg hos
dyrelægen og adskillige sting i hovedet på hannen. Nu bliver de
luftet hver for sig! Det er dog håbet, at de igen kan være sammen
uden at slås.

De fritflyvende fugle er i modsætning
til showet i Kuala Lumpur ikke trænet til at udføre kunster, der
ikke er almindelig adfærd. I stedet er de trænet til at viser
karakteristika for deres art. En slørugle viser, at den kan flyve
omkring absolut lydløst. En glente står stille i luften. En
fiskeørn griber føde fra et meget lille vandhul. En australsk triel
(Bush stone-curlew) går rundt blandt publikum på jagt efter føde.
Alt sker på fuglenes naturlige instinkt og med grundig forklaring
fra naturvejledere. Langt bedre end ”pop-showet” i Kuala Lumpur.

Efter fuglene går vi til bygningen med
nataktive dyr. Her er genskabt naturlige habitater for pungdyr, øgler
og slanger, og ved at dæmpe belysningen til ”fuldmåneskær” kan
vi, når vores øjne har vænnet sig til det sparsomme lys, se dyr,
der normalt vil være skjult i dagtimerne. For at undgå, dyrene
bliver stresset af mangel på søvn og ro, er bygningen fuldt oplyst
om natten.

Besøget slutter i parkens cafeteria,
hvor en naturvejleder præsenterer en seks måneder gammel
kilehaleørn. Den unge han er næsten udvokset og vejer 3 kg med et
vingefang på omkring 2 meter. Den sidder stille på naturvejlederens
arm, mens den konstant spejder rundt i lokalet. Den blev sammen med
en søster reddet fra sultedøden, da naturvejledere havde observeret
et ørnepar bruge al deres tid på at forsvare deres rede i stedet
for at fodre ungerne. Alle fugle i naturparken er i øvrigt hentet i
naturen, da et avlsprogram vil give et overskud af fugle.

12.45 er der afgang fra Alice Springs.
Lige syd for byen går jernbanen gennem en smal åbning (The Gap) i
bjergkæden the MacDonell Ranges. Efter frokost sidder vi i kupéen
og stirrer på landskabet udenfor. Det er meget fladt med horisonten
adskillige kilometer væk. Den røde jord har kun næring og
fugtighed til få græstotter og buske, men alligevel nok til at give
føde og skygge til små flokke af køer. Spor i sandet viser, at
dyrene vandrer af de samme ruter mod lavninger i håb om at finde
vand. Langs sporet løber et sandet hjulspor, der bliver brugt af
jernbanearbejdere. Hist og her kan vi se dæmninger og rester af
broer fra den oprindelige smalsporede jernbane mellem Adelaide og
Alice Springs. Den blev ofte afbrudt af oversvømmelser, så da den
nuværende normalsporede jernbane blev anlagt, valgte man et andet
forløb, der ikke er så udsat for naturens kræfter. Lige før kl.
16 passerer vi skulpturen ”the Iron Man”, der forestiller en mand
med en betonsvelle på skulderen (manden er lavet af jernbaneskinner,
mens svellen er en rigtig betonsvelle). Skulpturen er udført og
opstillet af jernbanearbejdere for at markere lægningen af svelle
nr. 1.000.000 mellem Adelaide og Alice Springs.

Vi kører nu ind på et vigespor og
standser. Vi er nær Kulgera og Uluru (Ayers Rock) ligger omkring 90
km herfra. Ikke fordi vi kan se den. Faktisk kan vi blot se rødt
sand og ikke meget andet i de næste 55 minutter. Endelig kommer
årsager til ventetiden kørende forbi – et langt godstog på vej
nordpå med containere. Det varer lidt, inden vi fortsætter. Der er
ingen signaler langs jernbanen, så al sikkerhed er
radiokontrolleret. Det betyder bla. at de stedbetjente (håndbetjente)
sporskifter kun må omstilles efter tilladelse over radioen.
Omstillingen af sporskifter foretages af en af lokomotivførerne,
der, mens han venter, inspicerer det forbikørende godstog. Ved
vigesporet ligger også et stor vendetrekant med meget snævre
kurver. Gennem trekanten er det muligt at skifte køreretning for
sporvedligeholdelseskøretøjer. Sporet bruges sikkert ikke ofte, men
alligevel er skinnerne helt blanke. Det vidner om et meget tørt
klima uden megen nedbør, så det tager lang tid, før skinnerne
begynder at ruste.

Ved halv-seks tiden passerer toget
grænsen mellem Northern Territory og South Australia. Landskabet
forandrer umærkeligt med flere træer, buske og vandhuller. Mod vest
er et kolossalt regnvejr under udvikling, hvilket giver nogle
imponerende skyformationer i solnedgangen. Vi spiser igen sen
aftensmad. I aften er det samme med et engelsk ægtepar, der er på
deres første familiebesøg i Australien. Vi har planlagt gå tidligt
til køjs, men selskabet er hyggeligt. Sengetiden bliver yderligere
forsinket, da det over togets højttaleranlæg bliver meddelt, at vi
nu er på South Australia tid, og urene skal stilles én time frem.

19/12/14

Vi vågner i par gange i løbet af
natten. Udenfor er det bælgmørkt, men vi kan se stjerner på himlen
og lysene fra lastbiler, der kører fjerne hovedveje. Da vi bliver
vækket med morgenkaffe, har landskabet forandret sig. I løbet af
natten er toget nået til det frugtbare kystområde i South
Australia. Til venstre anes bjergkæden Flinders Ranges og på begge
sider af sporet er indhegnede marker med hovedsageligt hvede, der er
eller snart bliver høstet. Vi er på hovedsporet mellem Sydney,
Adelaide og Perth, hvilket giver en roligere kørsel end på sporet
fra Darwin.

Planmæssig ankomst til Adelaide er
11.30, så morgenmad og frokost er i dag slået sammen til ”brunch”
mellem kl. 9. og 10.30. På menuen er laks og steaks, men vi synes,
det er lidt for tidligt for et så solidt måltid, så vi bestiller
”English breakfast” med æg, bacon, pølser, tomat og brød.

Med sulten stillet er det tid til at
pakke sammen. Vi nærmer os Adelaides forstæder med huse, haver og
trafik, hvilket vi stort ikke har set siden Darwin. Vi ankommer til
tiden til Parklands Terminal, der udelukkende betjener ”Great
Southern Rails” tog. Lokaltog afgår fra den gamle station i
Adelaides centrum. Efter en kort ventetid er bagage klar til
afhentning på perronen nær rejsegodsvognen, men vi aflægger først
et besøg i souvenirbutikken. Der er nu ikke meget, der falder i
vores smag. Kun et genoptryk af en gammel plakat for den originale
the Ghan vurderes som værd at købe. Vi når alligevel at bruge så
megen tid i butikken, at vores rygsække er forsvundet fra perronen.
Heldigvis er det blot båret indenfor, hvor de kan være under opsyn
indtil afhentning.

Vi har booket et hotel i Adelaides
centrum. Uheldigvis er der kun plads til én mere i bussen ind til
byen, og det er ikke til at få øje på en taxi. Så det er på med
rygsækkene, og af sted vi går. Så langt er der jo heller ikke –
eller er der?

Der er i hvert fald noget længere, end
vi har forventet. Adelaides centrum er omgivet af grønne områder og
parker, hvilket giver byen en hel særlig atmosfære. Men det er
træls, når man har tunge rygsække, og det er varmt. Efter en god
halv times tids kan vi se et stort skilt med hotellets navn på en
husgavl. Vi kan bare ikke finde indgangen. Efter vi forgæves har
gået endnu et stykke tid, lægger vi en ny plan. Jeg bliver ved en
bænk med al bagagen, mens Sharon går på jagt efter hotelindgangen.
Ti minutter senere vender hun tilbage. Skiltet, vi har set, tilhører
et hotel med samme navn blot i en anden gade. Vores hotel ligger
mindre end 50 meter fra, hvor vi står.

Vi tilbringer resten af eftermiddagen
med at vandre rundt i den nærmeste gågade. Alt og alle er klar til
de sidste juleforberedelser og -indkøb. På gaden optræder
musikanter; boder sælger mad og drikke; en herre uddeler brochurer,
der proklamerer ”Jesus er svaret!”. Det er så op til os at finde
spørgsmålet!



WWII in Darwin

English Posted on Sun, January 11, 2015 04:08:22

Tuesday 16th December
Another museum we want to see is the
Military Museum, which showcases the first attack by the Japanese on
Australian territory during World War II. Darwin was first bombed on
the 19th Febuary 1942, with many civilian and navy ships
sunk, buildings bombed and of courses lives lost. Many other towns
in the northern part of Australia were also bombed during the rest of
the war. It is an excellent display of photos, artefacts and
personal recollections (including histories of some of the Japanese
involved). Outside is the cannon bunker and various military
vehicles – both Australian and American, and one building has a
small exhibition on the Korea, Vietnam and the First Gulf war. We
end our last day in Darwin at a good restaurant, where we enjoy their
mixed grill of barramundi, kangaroo and crocodile.



2. Verdenskrig i Darwin

Dansk Posted on Sun, January 11, 2015 04:04:53

16/12/14

For at komme til Militærmuseet står
vi af bussen ved Fanny Bay. Vi har så 2,7 kms gåtur til East Point.
Som de øvrige dage er det varmt og ekstremt fugtigt, så det er lidt
af en svedig tur. Vi går gennem en park langs med kysten. Vandet er
blåt og varmt, men de tillokkende sandstrande ligger mennesketomme
hen. Det frarådes meget bestemt at bade eller blot at soppe mellem
1. oktober og 31. maj på grund af farlige havhvepse, gopler. Deres
gift er kraftig nok til at lamme og til tider slå mennesker ihjel.

Militærmuseet er først og fremmest
opbygget omkring Japans bombeangreb på Darwin og andre dele af
Northern Territory under 2. Verdenskrig. Det første bombardement af
Darwin skete d. 19 februar 1942. Et udstillingslokale med lyd, lys og
billeder giver et enestående indblik i den voldsomme hændelse.
Skibe og bygninger blev ødelagt i overraskelsesangrebet, og mange
mennesker mistede livet. Resten af udstillingen indendørs viser med
fotos, effekter og personlige historier fra både australiere og
japanere krigens gang indtil dens afslutning i 1945. På de udendørs
arealer er opstillet militære køretøjer og våben. I bunkers
(museet ligger på en tidligere kanonstilling) er udstillinger fra
senere krige, hvor Australien har været involveret – fra Korea
over Vietnam til vor tids konflikter i Mellemøsten. Da vi begynder at gå de 2,7 km tilbage mod busstoppestedet, standser en billist og spørger, om vi vil køre med. Vi er hurtige til at sige ja, og hvad er mere passende end en chauffør, der er soldat i Darwin.

Vi afslutter vores sidste dag i Darwin
på en god restaurant. Menuen står på noget så eksotisk som
barramundi (fisk), kænguru og krokodille (smager som kylling).
Vandbøffel var desværre udsolgt!



Next »