Blog Image

Claus & Sharon's Travel Blog

About the Travel Blog / Om Rejsebloggen

We will update the Travel Blog with text and photos as often as possible while we are travelling. Family and friends are invited to comment on our Guestbook.

Vi vil opdatere Rejsebloggen med tekst og fotos så ofte som muligt, når vi er ude at rejse. Familie og venner må meget gerne lægge kommentarer på vores Gæstebog.
Sharon & Claus

Crossing the continent on The Ghan

English Posted on Sun, January 11, 2015 04:46:55

Wednesday 17th December
Today we start our longest train trip
in Australia: The Ghan from Darwin to Adelaide, a journey of 2979 km
taking about 50 hours. Check in must be completed by 9am, with
departure scheduled for 10am. We arrive in good time to take photos
outside the train and say goodbye to Robynann – it has been great
to catch up with her again after many years. Our large bags are
checked in and we just have our small bags with us – our Gold class
cabin has a bunk berth with its own bathroom – including shower.
The train has three classes: Red class seating carriages, with a
cafe; Gold class carriages (one carriage with single berths only)
with a lounge and dining carriage; and the top grade is Platinum
Class, where some compartments have double beds and they have their
own lounge and dining carriage. There are two locomotives (one with
The Ghan symbol, the other just has Pacific National painted on the
side) to pull the train, three carriages with cars, one generator
carriage and a carriage for personale. There aren’t many people in
the waiting lounge when we arrive, but many of the passengers arrive
after 9am by bus or personal limousine (included in the Platinum
class) with their luggage having been sent ahead. At 9.40am we can
board the train, so we make our way to Carriage L. Our compartment
has a 3 seater sofa to the right, on the left is the bathroom and
wardrobe, complete with a safe for valuables. We leave on time and
head slowly out of town, passing through the industrial area and
shunting yards before we pick up speed. The carriage attendant comes
around to explain the compartment’s features.

We have been allotted the 11am time
slot for lunch, a bit early but all passengers have to eat before we
get to Katherine. As we head down to the dining carriage we pass
through the single compartment carriage, which usilises all the space
by having a curved passageway with compartments on both sides. Next
to the dining car is the lounge, where one can enjoy a pre meal
drink. We share a table with an English couple, and are presented
with the menu – we can choose from four different entrees and
mains. Next is the wine menu with a choice of four to five white and
red wines and two different champagnes.

Katherine is just 307km south of
Darwin, and we arrive at 1.40pm. Excursions are included in our
tour, and we have chosen the Nitmiluk Gorge cruise. Nitmiluk is the
Aboriginal name for Katherine Gorge, and is about 40 minutes by bus
from the train station. We have had around 32 degrees in Darwin each
day with constant humidity and we are told it is 37 degrees in
Katherine, but not so humid. We cruise up the first gorge, then have
a short walk past Aboriginal rock paintings to the second gorge where
another vessel awaits us. Magnificent scenery all the way. A short
heavy rain shower brings some relief from the heat, but as we walk
between the two gorges the rocks are quickly dry and you can feel the
heat radiating out from them. More thunder clouds are looming as we
finish our cruise, but we arrive back at the train without getting
wet.

We depart Katherine at 6.20pm, the
landscape becomes more red as we head south. We can relax and enjoy
the lovely sunset before we make our way to the lounge to sip a glass
of champagne before dinner at 8pm. There are three courses, with the
same wine menu as at lunchtime. This evening we are dining with
John, a well travelled professor from London. We have choosen the
latest dining session so that we can take our time without being
hurried out to make room for waiting passengers. Whilst dining, our
compartment has been converted into beds, with a chocolate on the
doona. One could get very used to this style of travel!

Thursday 18th December
Our train stopped in Tennant Creek at
3.30am, probably to allow a freight train to pass. We receive a pre
breakfast coffee served in our cabin, then get dressed and head down
for our two course breakfast, where we share with a German couple who
are on their 10th visit to Australia. Alice Springs is
the next stop, we arrive at 9.10am. As we have both been here before
we don’t want to do the tourist sites around town, so have chosen the
tour to the Alice Springs Desert Park. As we are driven the short
distance to the park, the chauffeur tells us that it was 46 degrees
yesterday, but after rain during the night it is now a comfortable 22
degrees. The Park is a National Park, but differs in that many
plants have been planted around walkways and all the animals are
housed in cages. At the dingo enclosure we are informed that the
pair of young dingos are brother and sister, but are now being kept
apart after a fight which lead to the male requiring a vet to put a
few stitches in his head. Next stop on our guided tour is the
Freeflying Bird Show, where we get to see a magpie, kite, hawk and
barn owl fly freely around the ampitheater. They are trained to show
off their natural behaviour – unlike the bird show in Kuala Lumpa
where they were trained to uncharactisist acts). Onto the Nocturnal
Hall, where the marsupials, insects, lizards and snakes are housed in
natural environments with ”moonlight” lighting. Our visit ends
in the cafeteria where a bird handler presents a young six month old
Wedgetailed Eagle, who they are in the process of training. At six
months it is full size and weighs around 3kg, but also likes to be
patted by the trainer. She and her brother were rescued by the
rangers, who had noticed that the parents had spent so much time
defending the nest from predators that they didn’t have time to feed
the young pair, who were close to starvation when they were rescued.

We depart Alice at 12.45pm. At the
southern edge of town the road and railway pass through a small
opening (locally known as The Gap) in the MacDonell Ranges. After
lunch we spend the afternoon enjoying the scenery out of the window
and writing. There are small bushes and some grass, enough to feed
the small herds of cattle. Just before 4pm we pass the Iron Man
monument – a man with a sleeper on his shoulder. It was built to
commerate the laying of the millionth sleeper during the rebuilding
of the railway between Tarcoola (in SA) and Alice Springs in 1980.
Shortly after that we head into a siding and wait for half an hour to
allow a freight train to pass. At 5.30pm we cross the border
between the Northern Territory and South Australia. To the west
there is a huge thunderstorm developing, which generates some amazing
cloud formations just before sunset.

We have again chosen to dine at 8pm,
tonight we are dining with a couple from the north of England on
their first trip to Australia to visit family. As we linger over a
glass of wine the train manager informs us that our clocks need to be
turned forward an hour – there go our hopes of an early night!

Friday 19th December
It has been a clear night – at one
stage I can see stars and the lights of road trains on a distant
road.

At around 6am we pass through Port
Augusta. Soon after the Flinders Ranges is visible on the left, on
the right is Spencer Gulf. The landscape is now more fertile, and
there are wheat fields on both sides of the train. We are due into
Adelaide at 11.30am, so breakfast and lunch are combined into brunch
from 9 to 10.30am. Choices range from full English breakfast to
steak to salmon fillet. We both think it is a bit early for a steak
so opt for a full breakfast.

Adelaide is not our final destination
but the train to Melbourne only runs once a week and it does not
connect with either the train from Darwin or the one from Perth. So
we have three nights here.

We arrive on time, and spend some time
checking out the gift shop before collecting our baggage.
Unfortunately by this time the hotel shuttle has only one seat and
there are no taxis, so we have a 20 minute walk to our hotel.
Adelaide’s central business district is totally surrounded by
gardens, so we cross one of these before finding Currie Street. We
see a sign for the Grand Chancellor hotel on a building, but then
can’t find the entrance on street level, so Claus sits with the
baggage whilst I head off to investigate. The building we have seen
is the same hotel chain – just in the next street, but at least I
am given a map – we are only about 50 metres from our hotel. After
checking in we head out and drop in at the Tourist Info, then the
Metro info then wander down Rundel Mall, where everyone is busy with
their Christmas shopping. There are street musicians on every
corner, and one gentleman is giving out brochures saying ”Jesus is
the answer”. It is up to us to find the question?



Fra nord til syd med The Ghan

Dansk Posted on Sun, January 11, 2015 04:40:24

17/12/14

The Ghan har afgang fra Darwin i dag k.
10.00, men alle passagerer skal tjekke ind senest en time før, så
vi er allerede ved stationen 8.45. Det burde vrimle med
forventningsfulde rejsende, men det er ikke just tilfældet. Nok er
der forventningsfulde rejsende, men der er forbavsende få. Vi går
over til rejsegodsindleveringen. På grund af begrænset plads i
kupéen bliver de store rygsække indskrevet og fragtet i togets
rejsegodsvogn. Om det er, fordi vi ikke har kufferter, at der bliver
bundet ”Red Class” mærker på rygsækkene, ved vi ikke. Måske
går personalet automatisk ud fra, at rygsækrejsende da ikke har
billetter til den finere ”Gold Class”. Da personalet får set
nærmere på vores printede reservation, bliver der undskyldt, og nye
mærker kommer på rygsækkene. Ikke fordi det betyder noget for os,
så længe rygsækkene kommer med toget hele vejen til Adelaide.

Ved perronen, som ikke er højere end
overkanten sporets sveller, holder the Ghan – 26 vogne forspændt
to lokomotiver. Vognene tilhører ”Great Southern Rail”, der står
for driften af the Ghan, the Indian Pacific (Sydney-Perth) og the
Overland (Adelaide-Melbourne). Blandt vognene er 3 vogne til biler
(man kan som passager få sin bil med toget), generatorvogne, der
leverer elektricitet til resten af toget, personalevogn, spisevogne,
cafévogn, ”lounge car” (vogn med sofaer og bar), Platinum Class
vogn (sovevogn med dobbeltseng, eget toilet og bad, adgang til
lounge, alle måltider og drikkevarer inkluderet, gratis udflugter
samt andre goder), ”Gold Class” vogne (sovevogne med køjeseng,
eget toilet og bad, adgang til lounge, alle måltider og drikkevarer
inkluderet, samt gratis udflugter) og ”Red Class” vogne
(siddevogne med adgang til cafévogn). De to lokomotiver tilhører
”Pacific National”, der som hovedopgave kører alle godstog i
Australien, men altså også leverer trækkraft til ”Great Southern
Rails” tog. Det forreste lokomotiv er i ”Pacific Nationals”
almindelige gule og blå farver, mens det andet lokomotiv er rødmalet
med the Ghan’s logo (en kamel med dens rytter).

Vi kan ikke stå på toget endnu, så
der er god tid til at tage billeder. Bla af os alle tre (Robynann,
Sharon og Claus) ved ”det rigtige lokomotiv”, før vi må sige
farvel til førstnævnte, der skal på arbejde. Langsomt kommer der
flere passagerer. Mange ankommer med busser, så de er sikkert en del
af større selskaber. Andre er blevet afhentet i limousine ved deres
hotel og bliver kørt helt op til toget. De skal ikke vente med at
stå på. En af fordelene ved den særdeles dyre ”Platinum Class”.
Kl. 9.40 annonceres det over højttalerne, at toget er klar til
ombordstigning. Vi går hen til vogn L, hvor der er opstillet en
lille trappe for at lette ombordstigningen. I vores kupé 11/12 er
der til højre en trepersoners sofa og til venstre dør ind til
toilet og brusebad samt garderobe med pengeskab. Uden tvivl det
bedste tog på vores rejse.

Lidt før kl. 10 bliver personalet over
togets interne højttalersystem, der undervejs også vil holder os
informeret om turen, bedt om at sikre togets døre, da det er tid til
afgang. Kl. 10 kører vi langsomt ud fra stationen og gennem
industriområdet. Efter et kvarters tid passerer vi en større
rangerbanegård, før farten sættes op, og vi forlader Darwin. En
servicemedarbejder (toget har ikke togbetjente) kommer og fortæller
os om kupéens indretning. Lidt senere tager Sam, der er manager i
spisevognen, mod vores reservation til aftensmad. Der er tre
tidspunkter, og vi vælger det seneste kl. 20. Ifølge Sam et godt
valg, da der er rigtigt mange børnefamilier, der har valgt de
tidligere tidspunkter. Sam spørger os, om vi ønsker at blive vækket
i morgen tidligt med en kop kaffe i sengen. ”Ja, hvorfor ikke?!”.
Vi kan ikke selv vælge frokosttidspunkt i dag, da vi skal på
udflugt i Katherine. Så frokosten er allerede kl. 11.

Lidt før elleve går vi mod
spisevognen. Undervejs skal vi gennem sovevognen med enkeltkupéer.
For at udnytte pladsen bedst muligt er kupéerne ”flettet” ind i
hinanden, med det resultat at midtergangen snor sig som en rækker
S’er i forlængelse af hinanden. Sidste vogn før spisevognen er
loungen, hvor gæster nyder gratis drinks før frokost. Hvorfor kom
vi ikke lidt tidligere? Sam viser os til et bord, som vi deler med et
engelsk ægtepar. Nu gælder det om først at vælge to retter fra
det omfangsrige menukort. Dernæst skal der vælges fra vinkortet.
Skal det være en af de 5 rødvine eller 5 hvidvine? Vi kan jo også
vælge champagne! Øl er bare for simpelt! Nu behøver vi jo ikke at
drikke det samme til forret og hovedret, ligesom desserten kunne
ledsages af en tredje vin. Vi skal vist passe på promillen.

Toget ankommer til Katherine, og vi
stiger ud i 37 graders varme. Noget varmere end Darwin men meget mere
behageligt, da luftfugtigheden ikke er så stor. Vi finder bussen,
der skal køre os til Katherine Gorge eller mere korrekt Nitmiluk
National Park en god halv times kørsel fra stationen. Vi stiger på
en overdækket motorbåd, der sejler os op gennem den første slugt.
Bådens fører, der også er guide, beretter om nationalparken,
slugterne og floden. På grund af særlige geologiske forhold er alle
sving på floden 90 grader. Klippevæggene står lodret ved flodens
bredder og over os hænger tunge mørke skyer. Efter en lang tørtid
er vandstanden i floden ret lav, så vi kan ikke sejle fra første
til anden slugt. Vi skal derfor gå nogle få hundrede meter, men
netop som vi skal til at gå fra borde, afleverer de mørke skyer en
stor del af deres vand. De fleste passagerer tager imod tynde
plastikregnfakker i ”festlige” farver, men jeg skønner, at et
regnvejr her er som et regnvejr i Danmark bare varmere. Så det
holder nok op, og mit tøj tørrer igen. Og ganske rigtigt. Vi når
ikke hen til næste båd, før solen skinner igen, og varmen slår ud
fra klipperne. Jeg tørrer og undgik at ligne en turist på en
regnfuld charterferie.

Tilbage på toget fortsætter vi gennem
et landskab, der jorden bliver mere og mere rød, mens bevoksningen
bliver mere sparsom. Vi er på vej gennem ”out-back” Australien.
Efter vi har nydt en flot solnedgang, går vi til loungen. Vi vil
være sikre på, at vi kan nå et glas champagne før middagen. Det
når vi ikke helt, så vi tager de halvtomme glas med os til
spisevognen. Som ved frokosten skal vi i gang med beslutninger.
Hvilke 3 retter skal vi vælge fra menukortet, og hvilke vine skal vi
drikke? Vi kan selvfølgelig gøre som John på den anden side af
bordet: Starte fra toppen og arbejde os ned gennem vinkortet. Ikke
nogen dårlig plan. Vi er jo på sidste hold i spisevognen, så vi
kan blive siddende så længe, vi vil. Så det gør vi så. John er
en ganske underholdende og berejst underviser (professor?) i
mikrobiologi fra et universitet i London.

Tilbage i vores kupé er sofaen
omdannet til seng og overkøjen foldet ned. På dynen ligger
chokolade, og et varmt brusebad venter. Vi kan vist godt vænne os
til togrejser som denne.

18/12/14

Klokken er 6.20, da vi bliver vækket
af en banken på døren til kupéen. Det er tid til morgenkaffe på
sengen. Da vi sagde ja til tilbuddet i går, var vi ikke klar over,
at den serveres umiddelbart før starten på morgenmadsserveringen i
spisevognen. Vi har ikke planlagt en så tidlig morgen. Vi har kørt
hele natten mod Alice Springs kun afbrudt af et ophold i Tennant
Creek ved halv-fire tiden, så et godstog kunne krydse os. Vi er vant
til at sove i et tog, så vi fik en god nattesøvn, selvom toget ikke
har den sædvanlige konstante vuggende rytme, vi kender fra de
tidligere nattog. Sporet er uden samlinger, så det er næsten
lydløst. Til gengæld gynger det noget var side til side.

Vi nyder morgenkaffen, inden vi står
op og kommer i tøjet. Vi kan få morgenmad, når vi lyst, så vi er
i spisevognen 7.30. Igen er der mange fristende tilbud på
menukortet. Vi deler morgenbord med et tysk ægtepar, der er i
Australien for 10. gang! Det er dog første gang, de rejser med tog.
De lejer almindeligvis en bil og camperer i telt.

Toget ankommer til Alice Springs. Da vi
begge har været her før, vælger vi et besøg i Alice Springs
Desert Park i stedet for en bytur. Desert Park ligger en kort køretur
fra stationen. Chaufføren fortæller, at temperaturen i går var 46
grader, men efter regnvejr i løbet af natten er der nu behagelige 22
grader.

Desert Park er en nationalpark med
fokus på dyr og planter fra det centrale Australien, så som noget
usædvanligt for en nationalpark er nogle planter plantet og ikke
vilde og dyr er holdt i bure og terrarier. Vores guide viser vej til
”Naturteateret”, der ikke er et teater men en arena for
fritflyvende fugle. Undervej dertil kommer vi bla. forbi et indelukke
med to unge dingoer – bror og søster. En dyrepasser fortæller, at
de har haft et søskendeskænderi, der resulterede i et besøg hos
dyrelægen og adskillige sting i hovedet på hannen. Nu bliver de
luftet hver for sig! Det er dog håbet, at de igen kan være sammen
uden at slås.

De fritflyvende fugle er i modsætning
til showet i Kuala Lumpur ikke trænet til at udføre kunster, der
ikke er almindelig adfærd. I stedet er de trænet til at viser
karakteristika for deres art. En slørugle viser, at den kan flyve
omkring absolut lydløst. En glente står stille i luften. En
fiskeørn griber føde fra et meget lille vandhul. En australsk triel
(Bush stone-curlew) går rundt blandt publikum på jagt efter føde.
Alt sker på fuglenes naturlige instinkt og med grundig forklaring
fra naturvejledere. Langt bedre end ”pop-showet” i Kuala Lumpur.

Efter fuglene går vi til bygningen med
nataktive dyr. Her er genskabt naturlige habitater for pungdyr, øgler
og slanger, og ved at dæmpe belysningen til ”fuldmåneskær” kan
vi, når vores øjne har vænnet sig til det sparsomme lys, se dyr,
der normalt vil være skjult i dagtimerne. For at undgå, dyrene
bliver stresset af mangel på søvn og ro, er bygningen fuldt oplyst
om natten.

Besøget slutter i parkens cafeteria,
hvor en naturvejleder præsenterer en seks måneder gammel
kilehaleørn. Den unge han er næsten udvokset og vejer 3 kg med et
vingefang på omkring 2 meter. Den sidder stille på naturvejlederens
arm, mens den konstant spejder rundt i lokalet. Den blev sammen med
en søster reddet fra sultedøden, da naturvejledere havde observeret
et ørnepar bruge al deres tid på at forsvare deres rede i stedet
for at fodre ungerne. Alle fugle i naturparken er i øvrigt hentet i
naturen, da et avlsprogram vil give et overskud af fugle.

12.45 er der afgang fra Alice Springs.
Lige syd for byen går jernbanen gennem en smal åbning (The Gap) i
bjergkæden the MacDonell Ranges. Efter frokost sidder vi i kupéen
og stirrer på landskabet udenfor. Det er meget fladt med horisonten
adskillige kilometer væk. Den røde jord har kun næring og
fugtighed til få græstotter og buske, men alligevel nok til at give
føde og skygge til små flokke af køer. Spor i sandet viser, at
dyrene vandrer af de samme ruter mod lavninger i håb om at finde
vand. Langs sporet løber et sandet hjulspor, der bliver brugt af
jernbanearbejdere. Hist og her kan vi se dæmninger og rester af
broer fra den oprindelige smalsporede jernbane mellem Adelaide og
Alice Springs. Den blev ofte afbrudt af oversvømmelser, så da den
nuværende normalsporede jernbane blev anlagt, valgte man et andet
forløb, der ikke er så udsat for naturens kræfter. Lige før kl.
16 passerer vi skulpturen ”the Iron Man”, der forestiller en mand
med en betonsvelle på skulderen (manden er lavet af jernbaneskinner,
mens svellen er en rigtig betonsvelle). Skulpturen er udført og
opstillet af jernbanearbejdere for at markere lægningen af svelle
nr. 1.000.000 mellem Adelaide og Alice Springs.

Vi kører nu ind på et vigespor og
standser. Vi er nær Kulgera og Uluru (Ayers Rock) ligger omkring 90
km herfra. Ikke fordi vi kan se den. Faktisk kan vi blot se rødt
sand og ikke meget andet i de næste 55 minutter. Endelig kommer
årsager til ventetiden kørende forbi – et langt godstog på vej
nordpå med containere. Det varer lidt, inden vi fortsætter. Der er
ingen signaler langs jernbanen, så al sikkerhed er
radiokontrolleret. Det betyder bla. at de stedbetjente (håndbetjente)
sporskifter kun må omstilles efter tilladelse over radioen.
Omstillingen af sporskifter foretages af en af lokomotivførerne,
der, mens han venter, inspicerer det forbikørende godstog. Ved
vigesporet ligger også et stor vendetrekant med meget snævre
kurver. Gennem trekanten er det muligt at skifte køreretning for
sporvedligeholdelseskøretøjer. Sporet bruges sikkert ikke ofte, men
alligevel er skinnerne helt blanke. Det vidner om et meget tørt
klima uden megen nedbør, så det tager lang tid, før skinnerne
begynder at ruste.

Ved halv-seks tiden passerer toget
grænsen mellem Northern Territory og South Australia. Landskabet
forandrer umærkeligt med flere træer, buske og vandhuller. Mod vest
er et kolossalt regnvejr under udvikling, hvilket giver nogle
imponerende skyformationer i solnedgangen. Vi spiser igen sen
aftensmad. I aften er det samme med et engelsk ægtepar, der er på
deres første familiebesøg i Australien. Vi har planlagt gå tidligt
til køjs, men selskabet er hyggeligt. Sengetiden bliver yderligere
forsinket, da det over togets højttaleranlæg bliver meddelt, at vi
nu er på South Australia tid, og urene skal stilles én time frem.

19/12/14

Vi vågner i par gange i løbet af
natten. Udenfor er det bælgmørkt, men vi kan se stjerner på himlen
og lysene fra lastbiler, der kører fjerne hovedveje. Da vi bliver
vækket med morgenkaffe, har landskabet forandret sig. I løbet af
natten er toget nået til det frugtbare kystområde i South
Australia. Til venstre anes bjergkæden Flinders Ranges og på begge
sider af sporet er indhegnede marker med hovedsageligt hvede, der er
eller snart bliver høstet. Vi er på hovedsporet mellem Sydney,
Adelaide og Perth, hvilket giver en roligere kørsel end på sporet
fra Darwin.

Planmæssig ankomst til Adelaide er
11.30, så morgenmad og frokost er i dag slået sammen til ”brunch”
mellem kl. 9. og 10.30. På menuen er laks og steaks, men vi synes,
det er lidt for tidligt for et så solidt måltid, så vi bestiller
”English breakfast” med æg, bacon, pølser, tomat og brød.

Med sulten stillet er det tid til at
pakke sammen. Vi nærmer os Adelaides forstæder med huse, haver og
trafik, hvilket vi stort ikke har set siden Darwin. Vi ankommer til
tiden til Parklands Terminal, der udelukkende betjener ”Great
Southern Rails” tog. Lokaltog afgår fra den gamle station i
Adelaides centrum. Efter en kort ventetid er bagage klar til
afhentning på perronen nær rejsegodsvognen, men vi aflægger først
et besøg i souvenirbutikken. Der er nu ikke meget, der falder i
vores smag. Kun et genoptryk af en gammel plakat for den originale
the Ghan vurderes som værd at købe. Vi når alligevel at bruge så
megen tid i butikken, at vores rygsække er forsvundet fra perronen.
Heldigvis er det blot båret indenfor, hvor de kan være under opsyn
indtil afhentning.

Vi har booket et hotel i Adelaides
centrum. Uheldigvis er der kun plads til én mere i bussen ind til
byen, og det er ikke til at få øje på en taxi. Så det er på med
rygsækkene, og af sted vi går. Så langt er der jo heller ikke –
eller er der?

Der er i hvert fald noget længere, end
vi har forventet. Adelaides centrum er omgivet af grønne områder og
parker, hvilket giver byen en hel særlig atmosfære. Men det er
træls, når man har tunge rygsække, og det er varmt. Efter en god
halv times tids kan vi se et stort skilt med hotellets navn på en
husgavl. Vi kan bare ikke finde indgangen. Efter vi forgæves har
gået endnu et stykke tid, lægger vi en ny plan. Jeg bliver ved en
bænk med al bagagen, mens Sharon går på jagt efter hotelindgangen.
Ti minutter senere vender hun tilbage. Skiltet, vi har set, tilhører
et hotel med samme navn blot i en anden gade. Vores hotel ligger
mindre end 50 meter fra, hvor vi står.

Vi tilbringer resten af eftermiddagen
med at vandre rundt i den nærmeste gågade. Alt og alle er klar til
de sidste juleforberedelser og -indkøb. På gaden optræder
musikanter; boder sælger mad og drikke; en herre uddeler brochurer,
der proklamerer ”Jesus er svaret!”. Det er så op til os at finde
spørgsmålet!



WWII in Darwin

English Posted on Sun, January 11, 2015 04:08:22

Tuesday 16th December
Another museum we want to see is the
Military Museum, which showcases the first attack by the Japanese on
Australian territory during World War II. Darwin was first bombed on
the 19th Febuary 1942, with many civilian and navy ships
sunk, buildings bombed and of courses lives lost. Many other towns
in the northern part of Australia were also bombed during the rest of
the war. It is an excellent display of photos, artefacts and
personal recollections (including histories of some of the Japanese
involved). Outside is the cannon bunker and various military
vehicles – both Australian and American, and one building has a
small exhibition on the Korea, Vietnam and the First Gulf war. We
end our last day in Darwin at a good restaurant, where we enjoy their
mixed grill of barramundi, kangaroo and crocodile.



2. Verdenskrig i Darwin

Dansk Posted on Sun, January 11, 2015 04:04:53

16/12/14

For at komme til Militærmuseet står
vi af bussen ved Fanny Bay. Vi har så 2,7 kms gåtur til East Point.
Som de øvrige dage er det varmt og ekstremt fugtigt, så det er lidt
af en svedig tur. Vi går gennem en park langs med kysten. Vandet er
blåt og varmt, men de tillokkende sandstrande ligger mennesketomme
hen. Det frarådes meget bestemt at bade eller blot at soppe mellem
1. oktober og 31. maj på grund af farlige havhvepse, gopler. Deres
gift er kraftig nok til at lamme og til tider slå mennesker ihjel.

Militærmuseet er først og fremmest
opbygget omkring Japans bombeangreb på Darwin og andre dele af
Northern Territory under 2. Verdenskrig. Det første bombardement af
Darwin skete d. 19 februar 1942. Et udstillingslokale med lyd, lys og
billeder giver et enestående indblik i den voldsomme hændelse.
Skibe og bygninger blev ødelagt i overraskelsesangrebet, og mange
mennesker mistede livet. Resten af udstillingen indendørs viser med
fotos, effekter og personlige historier fra både australiere og
japanere krigens gang indtil dens afslutning i 1945. På de udendørs
arealer er opstillet militære køretøjer og våben. I bunkers
(museet ligger på en tidligere kanonstilling) er udstillinger fra
senere krige, hvor Australien har været involveret – fra Korea
over Vietnam til vor tids konflikter i Mellemøsten. Da vi begynder at gå de 2,7 km tilbage mod busstoppestedet, standser en billist og spørger, om vi vil køre med. Vi er hurtige til at sige ja, og hvad er mere passende end en chauffør, der er soldat i Darwin.

Vi afslutter vores sidste dag i Darwin
på en god restaurant. Menuen står på noget så eksotisk som
barramundi (fisk), kænguru og krokodille (smager som kylling).
Vandbøffel var desværre udsolgt!



40 years since Tracy swept in

English Posted on Sun, January 11, 2015 03:59:57

Monday 15th December
We catch the bus into town and have a
quick stroll down the mall before catching another bus out to the
Museum / Art Gallery of Northern Territory, which houses a mixture of
natural history, history, culture, art and local animals (including
birds, possums, kangaroos) – the largest is Sweatheart, a 4.5
metre long crocodile. The main exhibition we want to see is the
Cyclone Tracy display. It is now 40 years since Tracy destroyed 70%
of Darwin on Christmas morning, killing 66 people.. There are lots
of pictures showing the damage to housing and shipping, a booth with
sound recordings and a twisted metal pole – and the rebuilding
effort. We have a look around some sections of the museum before
heading back to town and a wander down the mall again, stopping to
buy a book for the train journey, then onto the harbourfront, where
we enjoy an icecream. We have time to see the site of the first
telegraph pole, the Old Town Hall and the Anglican Church (both
damaged by Tracy) before getting a bus back to Nightcliff.



Krokodille, cyklon og sære billeder

Dansk Posted on Sun, January 11, 2015 03:53:06

15/12/14

Vi tager bussen ind til byen. Bussens
passengerer giver os et indtryk af befolkningssammensætningen i
Darwin. Omkring halvdelen er aboriginere, mens resten kommer fra
forskellige kulturer. Vi går lidt rundt, køber frokost, inden vi
tager med den næste bus til
”Museum
& Art Gallery of the Northern Territory”. Museet er en sær
blanding af naturhistorie, historie, kultur og kunst. Vi går først
en lang rampe, hvor der langs den ene side er udstillet dyr (montre
med fugle, krybdyr, pungdyr, insekter, sommerfugle, fisk etc.), inden
vi kommer til Sweatheart, en udstoppet krokodille.

Vi
her nu ikke for krokodiller eller andre dyr. Vi er kommet for at se
den permanente udstilling om Cyclon Tracy. Juledag 1974 ødelagde
cyklonen 70% af byen og dræbte 66 mennesker. Udstillingen viser med
billeder, lydoptagelser og interviews ødelæggelserne til lands og
til vands samt den efterfølgende genopbygning.

Inden
vi forlader museet går vi gennem resten af udstillingen. Her er en
permanent udstilling med aboriginal kunst og kultur, en særudstilling
med provokerende og bizarre billeder af kunstneren Rob Brown samt en
afdeling viser evolutionen af dyr og planter siden livets oprindelse.

Tilbage
i centrum går vi forbi ruinerne af det gamle rådhus, der blev
ødelagt af Tracy. Ruinerne står tilbage som mindesmærke. Den
anglikanske Kirke blev også ødelagt af cyklonen. Kun
indgangsportalen stod tilbage og er nu en del af en ny og moderne
kirke.