16/12/14

For at komme til Militærmuseet står
vi af bussen ved Fanny Bay. Vi har så 2,7 kms gåtur til East Point.
Som de øvrige dage er det varmt og ekstremt fugtigt, så det er lidt
af en svedig tur. Vi går gennem en park langs med kysten. Vandet er
blåt og varmt, men de tillokkende sandstrande ligger mennesketomme
hen. Det frarådes meget bestemt at bade eller blot at soppe mellem
1. oktober og 31. maj på grund af farlige havhvepse, gopler. Deres
gift er kraftig nok til at lamme og til tider slå mennesker ihjel.

Militærmuseet er først og fremmest
opbygget omkring Japans bombeangreb på Darwin og andre dele af
Northern Territory under 2. Verdenskrig. Det første bombardement af
Darwin skete d. 19 februar 1942. Et udstillingslokale med lyd, lys og
billeder giver et enestående indblik i den voldsomme hændelse.
Skibe og bygninger blev ødelagt i overraskelsesangrebet, og mange
mennesker mistede livet. Resten af udstillingen indendørs viser med
fotos, effekter og personlige historier fra både australiere og
japanere krigens gang indtil dens afslutning i 1945. På de udendørs
arealer er opstillet militære køretøjer og våben. I bunkers
(museet ligger på en tidligere kanonstilling) er udstillinger fra
senere krige, hvor Australien har været involveret – fra Korea
over Vietnam til vor tids konflikter i Mellemøsten. Da vi begynder at gå de 2,7 km tilbage mod busstoppestedet, standser en billist og spørger, om vi vil køre med. Vi er hurtige til at sige ja, og hvad er mere passende end en chauffør, der er soldat i Darwin.

Vi afslutter vores sidste dag i Darwin
på en god restaurant. Menuen står på noget så eksotisk som
barramundi (fisk), kænguru og krokodille (smager som kylling).
Vandbøffel var desværre udsolgt!