17/12/14

The Ghan har afgang fra Darwin i dag k.
10.00, men alle passagerer skal tjekke ind senest en time før, så
vi er allerede ved stationen 8.45. Det burde vrimle med
forventningsfulde rejsende, men det er ikke just tilfældet. Nok er
der forventningsfulde rejsende, men der er forbavsende få. Vi går
over til rejsegodsindleveringen. På grund af begrænset plads i
kupéen bliver de store rygsække indskrevet og fragtet i togets
rejsegodsvogn. Om det er, fordi vi ikke har kufferter, at der bliver
bundet ”Red Class” mærker på rygsækkene, ved vi ikke. Måske
går personalet automatisk ud fra, at rygsækrejsende da ikke har
billetter til den finere ”Gold Class”. Da personalet får set
nærmere på vores printede reservation, bliver der undskyldt, og nye
mærker kommer på rygsækkene. Ikke fordi det betyder noget for os,
så længe rygsækkene kommer med toget hele vejen til Adelaide.

Ved perronen, som ikke er højere end
overkanten sporets sveller, holder the Ghan – 26 vogne forspændt
to lokomotiver. Vognene tilhører ”Great Southern Rail”, der står
for driften af the Ghan, the Indian Pacific (Sydney-Perth) og the
Overland (Adelaide-Melbourne). Blandt vognene er 3 vogne til biler
(man kan som passager få sin bil med toget), generatorvogne, der
leverer elektricitet til resten af toget, personalevogn, spisevogne,
cafévogn, ”lounge car” (vogn med sofaer og bar), Platinum Class
vogn (sovevogn med dobbeltseng, eget toilet og bad, adgang til
lounge, alle måltider og drikkevarer inkluderet, gratis udflugter
samt andre goder), ”Gold Class” vogne (sovevogne med køjeseng,
eget toilet og bad, adgang til lounge, alle måltider og drikkevarer
inkluderet, samt gratis udflugter) og ”Red Class” vogne
(siddevogne med adgang til cafévogn). De to lokomotiver tilhører
”Pacific National”, der som hovedopgave kører alle godstog i
Australien, men altså også leverer trækkraft til ”Great Southern
Rails” tog. Det forreste lokomotiv er i ”Pacific Nationals”
almindelige gule og blå farver, mens det andet lokomotiv er rødmalet
med the Ghan’s logo (en kamel med dens rytter).

Vi kan ikke stå på toget endnu, så
der er god tid til at tage billeder. Bla af os alle tre (Robynann,
Sharon og Claus) ved ”det rigtige lokomotiv”, før vi må sige
farvel til førstnævnte, der skal på arbejde. Langsomt kommer der
flere passagerer. Mange ankommer med busser, så de er sikkert en del
af større selskaber. Andre er blevet afhentet i limousine ved deres
hotel og bliver kørt helt op til toget. De skal ikke vente med at
stå på. En af fordelene ved den særdeles dyre ”Platinum Class”.
Kl. 9.40 annonceres det over højttalerne, at toget er klar til
ombordstigning. Vi går hen til vogn L, hvor der er opstillet en
lille trappe for at lette ombordstigningen. I vores kupé 11/12 er
der til højre en trepersoners sofa og til venstre dør ind til
toilet og brusebad samt garderobe med pengeskab. Uden tvivl det
bedste tog på vores rejse.

Lidt før kl. 10 bliver personalet over
togets interne højttalersystem, der undervejs også vil holder os
informeret om turen, bedt om at sikre togets døre, da det er tid til
afgang. Kl. 10 kører vi langsomt ud fra stationen og gennem
industriområdet. Efter et kvarters tid passerer vi en større
rangerbanegård, før farten sættes op, og vi forlader Darwin. En
servicemedarbejder (toget har ikke togbetjente) kommer og fortæller
os om kupéens indretning. Lidt senere tager Sam, der er manager i
spisevognen, mod vores reservation til aftensmad. Der er tre
tidspunkter, og vi vælger det seneste kl. 20. Ifølge Sam et godt
valg, da der er rigtigt mange børnefamilier, der har valgt de
tidligere tidspunkter. Sam spørger os, om vi ønsker at blive vækket
i morgen tidligt med en kop kaffe i sengen. ”Ja, hvorfor ikke?!”.
Vi kan ikke selv vælge frokosttidspunkt i dag, da vi skal på
udflugt i Katherine. Så frokosten er allerede kl. 11.

Lidt før elleve går vi mod
spisevognen. Undervejs skal vi gennem sovevognen med enkeltkupéer.
For at udnytte pladsen bedst muligt er kupéerne ”flettet” ind i
hinanden, med det resultat at midtergangen snor sig som en rækker
S’er i forlængelse af hinanden. Sidste vogn før spisevognen er
loungen, hvor gæster nyder gratis drinks før frokost. Hvorfor kom
vi ikke lidt tidligere? Sam viser os til et bord, som vi deler med et
engelsk ægtepar. Nu gælder det om først at vælge to retter fra
det omfangsrige menukort. Dernæst skal der vælges fra vinkortet.
Skal det være en af de 5 rødvine eller 5 hvidvine? Vi kan jo også
vælge champagne! Øl er bare for simpelt! Nu behøver vi jo ikke at
drikke det samme til forret og hovedret, ligesom desserten kunne
ledsages af en tredje vin. Vi skal vist passe på promillen.

Toget ankommer til Katherine, og vi
stiger ud i 37 graders varme. Noget varmere end Darwin men meget mere
behageligt, da luftfugtigheden ikke er så stor. Vi finder bussen,
der skal køre os til Katherine Gorge eller mere korrekt Nitmiluk
National Park en god halv times kørsel fra stationen. Vi stiger på
en overdækket motorbåd, der sejler os op gennem den første slugt.
Bådens fører, der også er guide, beretter om nationalparken,
slugterne og floden. På grund af særlige geologiske forhold er alle
sving på floden 90 grader. Klippevæggene står lodret ved flodens
bredder og over os hænger tunge mørke skyer. Efter en lang tørtid
er vandstanden i floden ret lav, så vi kan ikke sejle fra første
til anden slugt. Vi skal derfor gå nogle få hundrede meter, men
netop som vi skal til at gå fra borde, afleverer de mørke skyer en
stor del af deres vand. De fleste passagerer tager imod tynde
plastikregnfakker i ”festlige” farver, men jeg skønner, at et
regnvejr her er som et regnvejr i Danmark bare varmere. Så det
holder nok op, og mit tøj tørrer igen. Og ganske rigtigt. Vi når
ikke hen til næste båd, før solen skinner igen, og varmen slår ud
fra klipperne. Jeg tørrer og undgik at ligne en turist på en
regnfuld charterferie.

Tilbage på toget fortsætter vi gennem
et landskab, der jorden bliver mere og mere rød, mens bevoksningen
bliver mere sparsom. Vi er på vej gennem ”out-back” Australien.
Efter vi har nydt en flot solnedgang, går vi til loungen. Vi vil
være sikre på, at vi kan nå et glas champagne før middagen. Det
når vi ikke helt, så vi tager de halvtomme glas med os til
spisevognen. Som ved frokosten skal vi i gang med beslutninger.
Hvilke 3 retter skal vi vælge fra menukortet, og hvilke vine skal vi
drikke? Vi kan selvfølgelig gøre som John på den anden side af
bordet: Starte fra toppen og arbejde os ned gennem vinkortet. Ikke
nogen dårlig plan. Vi er jo på sidste hold i spisevognen, så vi
kan blive siddende så længe, vi vil. Så det gør vi så. John er
en ganske underholdende og berejst underviser (professor?) i
mikrobiologi fra et universitet i London.

Tilbage i vores kupé er sofaen
omdannet til seng og overkøjen foldet ned. På dynen ligger
chokolade, og et varmt brusebad venter. Vi kan vist godt vænne os
til togrejser som denne.

18/12/14

Klokken er 6.20, da vi bliver vækket
af en banken på døren til kupéen. Det er tid til morgenkaffe på
sengen. Da vi sagde ja til tilbuddet i går, var vi ikke klar over,
at den serveres umiddelbart før starten på morgenmadsserveringen i
spisevognen. Vi har ikke planlagt en så tidlig morgen. Vi har kørt
hele natten mod Alice Springs kun afbrudt af et ophold i Tennant
Creek ved halv-fire tiden, så et godstog kunne krydse os. Vi er vant
til at sove i et tog, så vi fik en god nattesøvn, selvom toget ikke
har den sædvanlige konstante vuggende rytme, vi kender fra de
tidligere nattog. Sporet er uden samlinger, så det er næsten
lydløst. Til gengæld gynger det noget var side til side.

Vi nyder morgenkaffen, inden vi står
op og kommer i tøjet. Vi kan få morgenmad, når vi lyst, så vi er
i spisevognen 7.30. Igen er der mange fristende tilbud på
menukortet. Vi deler morgenbord med et tysk ægtepar, der er i
Australien for 10. gang! Det er dog første gang, de rejser med tog.
De lejer almindeligvis en bil og camperer i telt.

Toget ankommer til Alice Springs. Da vi
begge har været her før, vælger vi et besøg i Alice Springs
Desert Park i stedet for en bytur. Desert Park ligger en kort køretur
fra stationen. Chaufføren fortæller, at temperaturen i går var 46
grader, men efter regnvejr i løbet af natten er der nu behagelige 22
grader.

Desert Park er en nationalpark med
fokus på dyr og planter fra det centrale Australien, så som noget
usædvanligt for en nationalpark er nogle planter plantet og ikke
vilde og dyr er holdt i bure og terrarier. Vores guide viser vej til
”Naturteateret”, der ikke er et teater men en arena for
fritflyvende fugle. Undervej dertil kommer vi bla. forbi et indelukke
med to unge dingoer – bror og søster. En dyrepasser fortæller, at
de har haft et søskendeskænderi, der resulterede i et besøg hos
dyrelægen og adskillige sting i hovedet på hannen. Nu bliver de
luftet hver for sig! Det er dog håbet, at de igen kan være sammen
uden at slås.

De fritflyvende fugle er i modsætning
til showet i Kuala Lumpur ikke trænet til at udføre kunster, der
ikke er almindelig adfærd. I stedet er de trænet til at viser
karakteristika for deres art. En slørugle viser, at den kan flyve
omkring absolut lydløst. En glente står stille i luften. En
fiskeørn griber føde fra et meget lille vandhul. En australsk triel
(Bush stone-curlew) går rundt blandt publikum på jagt efter føde.
Alt sker på fuglenes naturlige instinkt og med grundig forklaring
fra naturvejledere. Langt bedre end ”pop-showet” i Kuala Lumpur.

Efter fuglene går vi til bygningen med
nataktive dyr. Her er genskabt naturlige habitater for pungdyr, øgler
og slanger, og ved at dæmpe belysningen til ”fuldmåneskær” kan
vi, når vores øjne har vænnet sig til det sparsomme lys, se dyr,
der normalt vil være skjult i dagtimerne. For at undgå, dyrene
bliver stresset af mangel på søvn og ro, er bygningen fuldt oplyst
om natten.

Besøget slutter i parkens cafeteria,
hvor en naturvejleder præsenterer en seks måneder gammel
kilehaleørn. Den unge han er næsten udvokset og vejer 3 kg med et
vingefang på omkring 2 meter. Den sidder stille på naturvejlederens
arm, mens den konstant spejder rundt i lokalet. Den blev sammen med
en søster reddet fra sultedøden, da naturvejledere havde observeret
et ørnepar bruge al deres tid på at forsvare deres rede i stedet
for at fodre ungerne. Alle fugle i naturparken er i øvrigt hentet i
naturen, da et avlsprogram vil give et overskud af fugle.

12.45 er der afgang fra Alice Springs.
Lige syd for byen går jernbanen gennem en smal åbning (The Gap) i
bjergkæden the MacDonell Ranges. Efter frokost sidder vi i kupéen
og stirrer på landskabet udenfor. Det er meget fladt med horisonten
adskillige kilometer væk. Den røde jord har kun næring og
fugtighed til få græstotter og buske, men alligevel nok til at give
føde og skygge til små flokke af køer. Spor i sandet viser, at
dyrene vandrer af de samme ruter mod lavninger i håb om at finde
vand. Langs sporet løber et sandet hjulspor, der bliver brugt af
jernbanearbejdere. Hist og her kan vi se dæmninger og rester af
broer fra den oprindelige smalsporede jernbane mellem Adelaide og
Alice Springs. Den blev ofte afbrudt af oversvømmelser, så da den
nuværende normalsporede jernbane blev anlagt, valgte man et andet
forløb, der ikke er så udsat for naturens kræfter. Lige før kl.
16 passerer vi skulpturen ”the Iron Man”, der forestiller en mand
med en betonsvelle på skulderen (manden er lavet af jernbaneskinner,
mens svellen er en rigtig betonsvelle). Skulpturen er udført og
opstillet af jernbanearbejdere for at markere lægningen af svelle
nr. 1.000.000 mellem Adelaide og Alice Springs.

Vi kører nu ind på et vigespor og
standser. Vi er nær Kulgera og Uluru (Ayers Rock) ligger omkring 90
km herfra. Ikke fordi vi kan se den. Faktisk kan vi blot se rødt
sand og ikke meget andet i de næste 55 minutter. Endelig kommer
årsager til ventetiden kørende forbi – et langt godstog på vej
nordpå med containere. Det varer lidt, inden vi fortsætter. Der er
ingen signaler langs jernbanen, så al sikkerhed er
radiokontrolleret. Det betyder bla. at de stedbetjente (håndbetjente)
sporskifter kun må omstilles efter tilladelse over radioen.
Omstillingen af sporskifter foretages af en af lokomotivførerne,
der, mens han venter, inspicerer det forbikørende godstog. Ved
vigesporet ligger også et stor vendetrekant med meget snævre
kurver. Gennem trekanten er det muligt at skifte køreretning for
sporvedligeholdelseskøretøjer. Sporet bruges sikkert ikke ofte, men
alligevel er skinnerne helt blanke. Det vidner om et meget tørt
klima uden megen nedbør, så det tager lang tid, før skinnerne
begynder at ruste.

Ved halv-seks tiden passerer toget
grænsen mellem Northern Territory og South Australia. Landskabet
forandrer umærkeligt med flere træer, buske og vandhuller. Mod vest
er et kolossalt regnvejr under udvikling, hvilket giver nogle
imponerende skyformationer i solnedgangen. Vi spiser igen sen
aftensmad. I aften er det samme med et engelsk ægtepar, der er på
deres første familiebesøg i Australien. Vi har planlagt gå tidligt
til køjs, men selskabet er hyggeligt. Sengetiden bliver yderligere
forsinket, da det over togets højttaleranlæg bliver meddelt, at vi
nu er på South Australia tid, og urene skal stilles én time frem.

19/12/14

Vi vågner i par gange i løbet af
natten. Udenfor er det bælgmørkt, men vi kan se stjerner på himlen
og lysene fra lastbiler, der kører fjerne hovedveje. Da vi bliver
vækket med morgenkaffe, har landskabet forandret sig. I løbet af
natten er toget nået til det frugtbare kystområde i South
Australia. Til venstre anes bjergkæden Flinders Ranges og på begge
sider af sporet er indhegnede marker med hovedsageligt hvede, der er
eller snart bliver høstet. Vi er på hovedsporet mellem Sydney,
Adelaide og Perth, hvilket giver en roligere kørsel end på sporet
fra Darwin.

Planmæssig ankomst til Adelaide er
11.30, så morgenmad og frokost er i dag slået sammen til ”brunch”
mellem kl. 9. og 10.30. På menuen er laks og steaks, men vi synes,
det er lidt for tidligt for et så solidt måltid, så vi bestiller
”English breakfast” med æg, bacon, pølser, tomat og brød.

Med sulten stillet er det tid til at
pakke sammen. Vi nærmer os Adelaides forstæder med huse, haver og
trafik, hvilket vi stort ikke har set siden Darwin. Vi ankommer til
tiden til Parklands Terminal, der udelukkende betjener ”Great
Southern Rails” tog. Lokaltog afgår fra den gamle station i
Adelaides centrum. Efter en kort ventetid er bagage klar til
afhentning på perronen nær rejsegodsvognen, men vi aflægger først
et besøg i souvenirbutikken. Der er nu ikke meget, der falder i
vores smag. Kun et genoptryk af en gammel plakat for den originale
the Ghan vurderes som værd at købe. Vi når alligevel at bruge så
megen tid i butikken, at vores rygsække er forsvundet fra perronen.
Heldigvis er det blot båret indenfor, hvor de kan være under opsyn
indtil afhentning.

Vi har booket et hotel i Adelaides
centrum. Uheldigvis er der kun plads til én mere i bussen ind til
byen, og det er ikke til at få øje på en taxi. Så det er på med
rygsækkene, og af sted vi går. Så langt er der jo heller ikke –
eller er der?

Der er i hvert fald noget længere, end
vi har forventet. Adelaides centrum er omgivet af grønne områder og
parker, hvilket giver byen en hel særlig atmosfære. Men det er
træls, når man har tunge rygsække, og det er varmt. Efter en god
halv times tids kan vi se et stort skilt med hotellets navn på en
husgavl. Vi kan bare ikke finde indgangen. Efter vi forgæves har
gået endnu et stykke tid, lægger vi en ny plan. Jeg bliver ved en
bænk med al bagagen, mens Sharon går på jagt efter hotelindgangen.
Ti minutter senere vender hun tilbage. Skiltet, vi har set, tilhører
et hotel med samme navn blot i en anden gade. Vores hotel ligger
mindre end 50 meter fra, hvor vi står.

Vi tilbringer resten af eftermiddagen
med at vandre rundt i den nærmeste gågade. Alt og alle er klar til
de sidste juleforberedelser og -indkøb. På gaden optræder
musikanter; boder sælger mad og drikke; en herre uddeler brochurer,
der proklamerer ”Jesus er svaret!”. Det er så op til os at finde
spørgsmålet!