Blog Image

Claus & Sharon's Travel Blog

About the Travel Blog / Om Rejsebloggen

We will update the Travel Blog with text and photos as often as possible while we are travelling. Family and friends are invited to comment on our Guestbook.

Vi vil opdatere Rejsebloggen med tekst og fotos så ofte som muligt, når vi er ude at rejse. Familie og venner må meget gerne lægge kommentarer på vores Gæstebog.
Sharon & Claus

The last trains

English Posted on Mon, January 19, 2015 05:38:04

Monday 22nd December
Our last day of the tour. The Overland
(from Adelaide to Melbourne – 828km) departs at 7.40am, and according
to our ticket, final check-in at Parklands Terminal is by 6.40am. So
we are up at 5am, giving us time to eat breakfast and the final
packing before catching the bus from just outside the hotel. We
aren’t the only passengers on the way to the train station – two
other passengers have suitcases and alight at the same stop. Inside
the terminal we join the small queue and get rid of our bags – both get a ”heavy” label attached. Ten minutes later the
queue has doubled in length and is out of the door. We have a bit of
a wait before we can get on the train, time for Claus to get some
photos and to check out our fellow passengers: the majority are
pensionists, the rest are of all ages and there are a few German and French
speaking tourists. This is the last train to Melbourne before
Christmas, and many are heading to Melbourne for Christmas with
family, judging by the many bags of wrapped gifts. One passenger has
her Santa hat on with flashing ”Merry Xmas” lights. The
carriage attendant gives us an explanation of the train, in
particular how the toilet locks. One must push a button to close the
door and then push another button to lock it. During the journey
there are many passengers who forget to lock the door whilst inside,
so luckily there is an elderly couple in the first row who are good
to warn the next toilet customer that it is occupied.

We depart on time and are soon heading
up into the Adelaide Hills, with short glimpses of the coastline to
our right before reaching the highest point on the journey: Mt.
Lofty. Many of the houses are built of large sandstone coloured
building blocks with wide verandahs to combat the heat. We stop at
Murray Bridge and Bordertown before crossing the border to Victoria,
and we have to set our watches forward by a half hour. The countryside is flat, this area is known as the “wheat belt” of Victoria.

At Horsham I catch up (very briefly)
with my old friends Bev and Greg, and they get to meet Claus for the
first time. Officially we aren’t allowed off the train if we are
travelling further, but I manage a short chat with them thru the open
door before the train pulls out. Now it’s time to check out the
dining options and we choose to share a serve of fish and chips and a
meatball baguette.

After Horsham we stop at Stawell and
Ararat before the train heads more to the south and stops in Geelong
North, then heads north to Melbourne. Just after leaving Geelong we
are informed that we might arrive twenty minutes early, but no, there
are a few delays and we arrive into Southern Cross station at the
scheduled time of 6.50pm. There is a queue to get luggage: all the
luggage is laid out on the platform and then a small number of
passengers are allowed in to collect their bags; when these
passengers have departed they let another group in and so on. A
sensible way considering the number of elderly passengers with
walking sticks or rollators. Once we get out our bags we head over
to the main concourse of the station to the suburban metro trains.
My brother has sent our myki travel cards to Darwin, so we scan on
and wait for the next Berwick train. 7.40pm and we board our last train and head out through the suburbs of Melbourne. It takes
just under an hour to reach Berwick, where my brother Keith and his
wife Lyma are waiting with cameras to catch us getting off our last
train. A fantastic tour has ended.



De sidste tog

Dansk Posted on Mon, January 19, 2015 05:29:40

22/12/14

Turens sidste dag og vi skal op kl. 5
for at nå turens næstsidste tog, ”The Overland” fra Adelaide
til Melbourne. Toget afgår ganske vist først kl. 7.40 fra Parklands
Terminal, men vi skal tjekke ind senest en time før afgang. Vi
ønsker ikke at gentage fredagens lange gåtur med bagagen, så vi
satser på dagens første bybus, der tilsyneladende har stoppested
ikke langt fra stationen. Så klokken seks står vi og spejder efter
bussen ved stoppestedet når hotellet. Et par busser standser, men de
har begge et forkert nummer. Endelig kommer vores bus, vi stiger på.
Bussens få passagerer er tydeligvis folk på vej hjem fra og på vej
til arbejde, men to unge piger har kufferter. De skal måske med
samme tog som os. Bussen følger til at begynde med samme rute, som
vi gik i fredags, så det tegner meget godt. Men i stedet for at
dreje til højre og over en bro over jernbanen fortsætter den
ligeud. Det tegner ikke så godt! Vi fortalte da chaufføren, hvor vi
skal hen – gjorde vi ikke?

Heldigvis er der en anden bro, som vi
kan gå over, da chaufføren fortæller, at vi er nået stationens
nærmeste busstoppested. Pigerne med kufferterne stiger også af og
går mod stationen, så vi bliver ikke alene på toget. Faktisk
bliver vi langt fra alene. Køen ved skranken er allerede lang, da vi
ankommer, og den fortsætter med at vokse. Toget er udsolgt, selvom
der er indsat ekstra vogne. De store rygsække bliver indskrevet til
rejsegodsvognen. Min får et skilt med ”Heavy”, mens Sharons får
skiltet ”Extra heavy – two people required”!

Således kun udstyret med små rygsække
og en time til afgang kan vi se nærmere på toget og de øvrige
passagerer. Lokomotivet er fra Pacific National, mens vognene
tilhører Great Southern Rail. Jeg går op mod fronten for at tage et
foto af hele toget. Måske ikke hvad de fleste passagerer vil gøre.
I hvert fald vækker det lokomotivførers interesse. Da jeg beretter
om vores rejse, fortæller han, at den anden lokomotivfører har
rejst med tog på dele af vores rute. Han selv oplever kun togrejser
fra sin plads på lokomotivet, men har dog overvejet at prøve turen
mellem Adelaide og Melbourne som almindelig rejsende.

De øvrige passagerer er med nogle få
fransk- og tysktalende undtagelser noget tynd- og gråhårede.
Faktisk trækker vi nok gennemsnitsalderen ned. Dagens tog er sidste
tog inden jul, så det er fyldt med bedsteforældre, der skal på
julebesøg. Så der er rollatorer, stokke, kørestole og julegaver i
hobetal. Heldigvis er perronen høj, så da det bliver tid for
ombordstigning, går det uden store problemer omend langsomt. Inden
afgang giver togpersonalet grundige instruktioner om at holde fast i
sæderyggene, hvis man bevæger sig rundt under kørslen. Hun
demonstrerer også, hvordan toiletdøren åbnes, hvilket skaber nogen
moro, da toilettet viser sig at være i brug! Toiletdøren bliver i
øvrigt rejsens store mysterium, da ikke alle forstår, hvordan den
låses indefra. Heldigvis uddeler et ældre ægtepar på sæderne
overfor glædeligt ud af deres erfaringer, hver gang en ny bruger
nærmer sig. De kan også advare, hvis toilettet er ulåst men i
brug.

Sådan får det ægtepar tiden til at
gå. Andre går med usikre skridt til og fra caféen, der er i vognen
bag os. Over højttaleranlægget annonceres dagens ret, som er ”fish
and chips”, hvor opskriften på fedtfattige pommes frites er
”stjålet” fra The Ghan. Vi forsøger at fordrive tiden med at
kigge ud af vinduet. Fra Adelaide stiger banen op til strækningens
højeste punkt ved Mount Lofty. Derfra følger et ensformigt landskab
af flade hvedemarker. Vi kører gennem et af Australiens mest
frugtbare landbrugsområder, men hold op hvor er det kedeligt at se
på time efter time. Vi passerer floden Murray, der danne grænse
mellem South Australia og Victoria. Det er også her, at urene bliver
stillet en halv time frem.

Undervejs stopper toget for at optage
og afsætte rejsende. I Horsham er der en større udveksling af
rejsende, og på perronen står et ægtepar med nissehue og småkager.
Bev og Greg kender Sharon, så de har besluttet at komme til
stationen for at ønske os Glædelig Jul med en portion hjemmebag.
Konduktøren tillader ikke, at vi står ud på perronen, så de
bliver til en kort snak i den åbne dør, mens en ny ladning
pensionister stiger på. Vi gemmer julekagerne til senere og besøger
caféen, hvor de fedtfattige pommes frites ikke er så dårlige.

Toget har været foran køreplanen et
stykke tid, så det annonceres over højttaleranlægget, at vi måske
kommer op til 20 minutter tidligere til Southern Cross, Melbourne end
planlagt. Det sker nu ikke. Toget ankommer til tiden kl. 18.50. Vi
har næsten nået turens slutning. Først skal vi dog have fat i de
store rygsække igen. Al bagagen fra rejsegodsvognen er læsset ud på
perronen. Så er det op til passagererne selv at finde deres egne
kufferter og rygsække (sidstnævnte er der heldigvis ikke mange af).
For at det ikke skal ende i et kaos af væltede pensionister,
rollatorer, stokke og iturevne julegaver, bliver vi lukket ind i
området med bagage i små hold.

Sharons bror, Keith, har sendt vores
myki rejsekort til Darwin, så vi har en billet til turens sidste tog
til Berwick. Det er ikke muligt at købe almindelige billetter til
tog, bus og sporvogn, så det er nødvendigt med rejsekort. Vi
”stempler ind” og håber, der er nok penge på kortene. Vi venter
en tid på perronen før metrotoget til Berwick ankommer. Kl. 19.40
stiger vi på turens sidste tog. Og hvad er mere passende end at
slutte, som vi begyndte i Danmark? En time på et regionaltog i
kendte omgivelser.

Klokken er 20.40, da vi står af i
Berwick. Lyma og Keith venter med kameraer, så vi kan få et billede
af os og toget. En fantastisk tur en slut!



A weekend in Adelaide

English Posted on Mon, January 19, 2015 05:27:07

Saturday 20th December
As we have both read several books on
Antartic explorers, we head for the South Australian Museum, which has
a large display centered on the Antartic explorer Douglas Mawson, who
lived here. The section is full of artefacts (eg his sleeping
bag made from camel hair), photos, documents and videos of Douglas
Mawson’s three explorative journeys just over a hundred years ago.
There is also a replica of the hut where the whole party lived, and a
special place for Mawson’s knife and half sled. During a mapping
expedition out from base camp his two companions died, and Mawson
then used the knife to saw the sled in half before walking back to
base camp – a solo journey of 160km. Other exhibitions featured
Aboriginal culture, Egyptian artefacts, megafauna, fossils,
meteorites, minerals and opals. In the gift shop it is possible to
buy the same style of balaclava that Mawson wore – or even the
pattern so you can knit your own. A picnic lunch outside the well designed war memorial –
one can walk inside and find all the names of people who died in WWI
inscribed on plaques on the walls.

Sunday 21st December
Just a short metro train ride to Port
Adelaide brings us to the National Railway Museum, which despite the
name contains mostly South Australian railway history. They are
definitely not short of rolling stock with two buildings each with
four to five tracks, each with at least four engines or carriages
standing. It is possible to walk through some of the carriages and
see how sleeping compartments were designed almost one hundred years
ago. Three wagons come from ”The Tea and Sugar” train, which
began in 1917 with the sole purpose to bring daily necessities out to
the workers laying the railway between Adelaide and Perth. As the
track didn’t pass close to existing towns there was no other way to bring in
supplies. After the railway line was finished small towns sprang up
along the railway line, but these also needed supplies, so the Tea
and Sugar kept running. One carriage included a bank, another housed
the shop and another the butcher. As there was no coldroom in the
train there were a few animals in small pens on the train, and the
butcher slaughtered an animal as there was the need. The train also
had a cinema and from the 1970’s a doctor’s clinic. Each December
there was an extra carraige for Santa – bringing Christmas joy to
the children along the track. The train finally stopped running in 1996.

Back to the hotel for some PC work and
when I head out to buy some groceries at Woolworths in the nearby Rundle Street Mall at 5.30pm it is closed –
as are most of the shops. So we then head down to the Coles
supermarket near Chinatown and that is also closed. All the shops in
the centre of Adelaide close at 5pm, even though it is the last
Sunday before Christmas! So there goes our picnic lunch for the
train tomorrow – hope the dining car isn’t too overpriced.



En weekend med Mawson og museer

Dansk Posted on Mon, January 19, 2015 05:07:46

20/12/14

Vi er jo egentlig i Adelaide, fordi vi
ikke kan komme videre. Togforbindelserne i denne del af Australien er
noget begrænset i antal, så vi må vente indtil d. 22., før vi kan
komme det sidste stykke til Melbourne. Så nu gælder det om at finde
på noget at se. Vi har begge læst adskillige bøger om
udforskningen af Antarktis i begyndelsen af 1900-tallet. En af
polarforskerne var Mawson, og han kom vist fra Adelaide. En søgning
på Google viser, at South Australian Museum har en hel afdeling om
Mawson. Så der må vi hen.

Museet er som museet, vi besøgte i
Darwin – bare større. Så her afdelinger og udstillinger om Det
gamle Egypten og Aboriginals; Fossiler og opaler; Mineraler og
meteoritter; Megafauna og pattedyr. Og naturligvis Sir Douglas
Mawson. Mawson deltog i flere ekspeditioner til Antarktis både som
almindelig deltager og leder. Den mest berømte ekspedition – og
Mawsons sidste – startede i december 1911 og blev først afsluttet
i 1913, efter flere deltagere havde mistet livet. Udstillingen om
Mawson rummer mange af hans personlige ejendele som f.eks.
videnskabelige instrumenter, støvler, sovepose af kamelhår,
skindhandsker og elefanthue (en kopi og strikkeopskriften kan købes
i museets butik) suppleret af breve, papirer og fotos. Der er desuden
en model i fuld størrelse af hytten, hvor han og resten af
ekspeditionen boede under opholdet i Antarktis. En særlig plads er
tildelt Mawsons kniv og halve slæde. Mawson brugte kniven til at
save sin slæde over i to halvdele, efter hans to følgesvende var
døde på en kortlægningsekspedition i 1912. Med den halve slæde
gik Mawson alene mand 160 km. tilbage til hovedkvarteret.

21/12/14

The National Railway Museum ligger i
Port Adelaide, og hvad kunne være mere passende efter vores mange og
lange togrejser end et besøg her. Så vi går hen til Adelaides
gamle station, der ligger nær vores hotel. I dag er en del af den
gamle stationsbygning omdannet til kasino, men alle S-tog (metrotog)
til Adelaides forstæder har stadig endestation her. Selv om der kun
er 5 minutter til næste afgang, og vi ikke ved, hvor og hvordan vi
køber billetter, når vi alligevel toget. Som noget usædvanligt for
S-tog er togene på denne strækning dieseldrevne og ikke elektriske.
Andre strækninger er dog elektrificerede. På en søndag består et
togsæt blot af to vogne. Der er heller ikke mange rejsende, der stå
på og af toget i løbet af de tyve minutter, turen til Port Adelaide
tager.

I Port Adelaide består stationen blot
af to perroner, der ligger som en bro henover en firsporet vej.
Adgangen til og fra perronerne er handikapvenlig, hvilket betyder
ingen trapper (og ingen elevator). Til gengæld er der en uendelig
lang rampe, der zigzagger mellem gaden og perronerne. Der tager nogle
minutter at forcere rampen, men det er jo godt for kondien – især
hvis man skal skynde sig op for at nå et tog. Port Adelaides gader
er ligeså mennesketomme som toget, så vi oplever ikke meget på den
korte gåtur til jernbanemuseet.

Museet består af to lukkede haller med
lokomotiver og vogne fra South Australia. På trods af navnet
”National Railway Museum” er der kun rullende materiel fra denne
delstat. Nogle lokomotiver og vogne har selvfølgelig kørt ind i
Australiens andre delstater. Oprindeligt var delstaterne selvstændige
stater (kolonier) og ikke forenet som i dag. Dette betød, at mange
politiske beslutninger blev taget uden hensyntagen til nabostaterne.
Dette fik alvorlige konsekvenser for konstruktionen af jernbanerne i
1800-tallet. Man kunne ikke blive enige om en fælles sporvidde! New
South Wales anlagde overvejende normalsporede jernbaner (1435 mm).
Victoria og South Australia valgte især irsk bredspor (1600 mm),
mens jernbanerne i Queensland fik som de første i verden sporvidden
1067 mm. De forskellige sporvidder gav massive problemer for
jernbanetrafikken mellem delstaterne. Der måtte anlægges banegårde
med forskellige sporvidder, så gods og passagerer kunne flyttes fra
et tog til et andet. De fleste steder kunne man nøjes med to
forskellige sporvidder, men i Peterborough
og Gladstone
blev det nødvendigt at anlægge stationer med tre forskellige
sporvidder. Alt dette bliver illustreret med diagrammer og ikke
mindst lokomotiver og vogne i museets haller. Museets spor er også
med 1, 2 og 3 sporvidder, hvilket er interessant og kompliceret.

Tre
spændende vogne i samlingen stammer fra ”The Tea & Sugar”.
”The Tea & Sugar” startede i 1917 med at bringe daglige
fornødenheder til jernbanearbejderne i færd med at anlægge
jernbanen fra Perth til Adelaide. Jernbanearbejderne var helt
afhængige af varer fra dette tog, da der ikke fandtes veje i
jernbanens nærhed. Efter banens anlæggelse små byer skød op i
dens nærhed, så ”The Tea & Sugar” fortsatte med at køre
forsyninger til beboerne. I museet er udstillet tre vogne fra toget.
En vogn er en rullende bank. En anden er slagterens. Da der ikke var
kølerum i toget, blev dyrene (især får) medbragt levende og
slagtet undervejs. Den tredje vogn er en rullende købmand. Toget
havde også en rullende biograf og i 1970’erne en lægeklinik. I
december måned havde ”The Tea & Sugar” en julevogn
selvfølgelig med julemand. Det må have været en varm fornøjelse i
sommerheden på Nullarbor Plain. Det sidste “The Tea & Sugar” tog kørte i august 1996.

Tilbage
på hotellet i Adelaide er det tid for computerarbejde. Værelset har
en god men meget dyr internetforbindelse, så planen er at forberede
indlæg til bloggen, som vi så kan oploade fra en internetcafé
senere i aften. Så mens jeg sætter mig til at skrive, går Sharon
ud for at handle en til togrejsen i morgen. Toget har godt nok en
buffet/cafévogn, men vi ved ikke, hvad der tilbydes og til hvilken
pris. Jeg når dog ikke mange sætninger, før Sharon er tilbage
igen. Det er godt sidste søndag før jul, men alle forretninger
lukker kl. 17.00! Der er dog et supermarked nær ”Chinatown”, der
kan have længere åbningstid. Så vi opgiver computerarbejdet til
fordel for jagten på et åbent supermarked. Desværre med et
negativt resultat. Alle forretninger i centrum af Adelaide lukkede
kl. 17. Vi må sætte vores lid til spisevognen på toget i morgen.