22/12/14

Turens sidste dag og vi skal op kl. 5
for at nå turens næstsidste tog, ”The Overland” fra Adelaide
til Melbourne. Toget afgår ganske vist først kl. 7.40 fra Parklands
Terminal, men vi skal tjekke ind senest en time før afgang. Vi
ønsker ikke at gentage fredagens lange gåtur med bagagen, så vi
satser på dagens første bybus, der tilsyneladende har stoppested
ikke langt fra stationen. Så klokken seks står vi og spejder efter
bussen ved stoppestedet når hotellet. Et par busser standser, men de
har begge et forkert nummer. Endelig kommer vores bus, vi stiger på.
Bussens få passagerer er tydeligvis folk på vej hjem fra og på vej
til arbejde, men to unge piger har kufferter. De skal måske med
samme tog som os. Bussen følger til at begynde med samme rute, som
vi gik i fredags, så det tegner meget godt. Men i stedet for at
dreje til højre og over en bro over jernbanen fortsætter den
ligeud. Det tegner ikke så godt! Vi fortalte da chaufføren, hvor vi
skal hen – gjorde vi ikke?

Heldigvis er der en anden bro, som vi
kan gå over, da chaufføren fortæller, at vi er nået stationens
nærmeste busstoppested. Pigerne med kufferterne stiger også af og
går mod stationen, så vi bliver ikke alene på toget. Faktisk
bliver vi langt fra alene. Køen ved skranken er allerede lang, da vi
ankommer, og den fortsætter med at vokse. Toget er udsolgt, selvom
der er indsat ekstra vogne. De store rygsække bliver indskrevet til
rejsegodsvognen. Min får et skilt med ”Heavy”, mens Sharons får
skiltet ”Extra heavy – two people required”!

Således kun udstyret med små rygsække
og en time til afgang kan vi se nærmere på toget og de øvrige
passagerer. Lokomotivet er fra Pacific National, mens vognene
tilhører Great Southern Rail. Jeg går op mod fronten for at tage et
foto af hele toget. Måske ikke hvad de fleste passagerer vil gøre.
I hvert fald vækker det lokomotivførers interesse. Da jeg beretter
om vores rejse, fortæller han, at den anden lokomotivfører har
rejst med tog på dele af vores rute. Han selv oplever kun togrejser
fra sin plads på lokomotivet, men har dog overvejet at prøve turen
mellem Adelaide og Melbourne som almindelig rejsende.

De øvrige passagerer er med nogle få
fransk- og tysktalende undtagelser noget tynd- og gråhårede.
Faktisk trækker vi nok gennemsnitsalderen ned. Dagens tog er sidste
tog inden jul, så det er fyldt med bedsteforældre, der skal på
julebesøg. Så der er rollatorer, stokke, kørestole og julegaver i
hobetal. Heldigvis er perronen høj, så da det bliver tid for
ombordstigning, går det uden store problemer omend langsomt. Inden
afgang giver togpersonalet grundige instruktioner om at holde fast i
sæderyggene, hvis man bevæger sig rundt under kørslen. Hun
demonstrerer også, hvordan toiletdøren åbnes, hvilket skaber nogen
moro, da toilettet viser sig at være i brug! Toiletdøren bliver i
øvrigt rejsens store mysterium, da ikke alle forstår, hvordan den
låses indefra. Heldigvis uddeler et ældre ægtepar på sæderne
overfor glædeligt ud af deres erfaringer, hver gang en ny bruger
nærmer sig. De kan også advare, hvis toilettet er ulåst men i
brug.

Sådan får det ægtepar tiden til at
gå. Andre går med usikre skridt til og fra caféen, der er i vognen
bag os. Over højttaleranlægget annonceres dagens ret, som er ”fish
and chips”, hvor opskriften på fedtfattige pommes frites er
”stjålet” fra The Ghan. Vi forsøger at fordrive tiden med at
kigge ud af vinduet. Fra Adelaide stiger banen op til strækningens
højeste punkt ved Mount Lofty. Derfra følger et ensformigt landskab
af flade hvedemarker. Vi kører gennem et af Australiens mest
frugtbare landbrugsområder, men hold op hvor er det kedeligt at se
på time efter time. Vi passerer floden Murray, der danne grænse
mellem South Australia og Victoria. Det er også her, at urene bliver
stillet en halv time frem.

Undervejs stopper toget for at optage
og afsætte rejsende. I Horsham er der en større udveksling af
rejsende, og på perronen står et ægtepar med nissehue og småkager.
Bev og Greg kender Sharon, så de har besluttet at komme til
stationen for at ønske os Glædelig Jul med en portion hjemmebag.
Konduktøren tillader ikke, at vi står ud på perronen, så de
bliver til en kort snak i den åbne dør, mens en ny ladning
pensionister stiger på. Vi gemmer julekagerne til senere og besøger
caféen, hvor de fedtfattige pommes frites ikke er så dårlige.

Toget har været foran køreplanen et
stykke tid, så det annonceres over højttaleranlægget, at vi måske
kommer op til 20 minutter tidligere til Southern Cross, Melbourne end
planlagt. Det sker nu ikke. Toget ankommer til tiden kl. 18.50. Vi
har næsten nået turens slutning. Først skal vi dog have fat i de
store rygsække igen. Al bagagen fra rejsegodsvognen er læsset ud på
perronen. Så er det op til passagererne selv at finde deres egne
kufferter og rygsække (sidstnævnte er der heldigvis ikke mange af).
For at det ikke skal ende i et kaos af væltede pensionister,
rollatorer, stokke og iturevne julegaver, bliver vi lukket ind i
området med bagage i små hold.

Sharons bror, Keith, har sendt vores
myki rejsekort til Darwin, så vi har en billet til turens sidste tog
til Berwick. Det er ikke muligt at købe almindelige billetter til
tog, bus og sporvogn, så det er nødvendigt med rejsekort. Vi
”stempler ind” og håber, der er nok penge på kortene. Vi venter
en tid på perronen før metrotoget til Berwick ankommer. Kl. 19.40
stiger vi på turens sidste tog. Og hvad er mere passende end at
slutte, som vi begyndte i Danmark? En time på et regionaltog i
kendte omgivelser.

Klokken er 20.40, da vi står af i
Berwick. Lyma og Keith venter med kameraer, så vi kan få et billede
af os og toget. En fantastisk tur en slut!