20/12/14

Vi er jo egentlig i Adelaide, fordi vi
ikke kan komme videre. Togforbindelserne i denne del af Australien er
noget begrænset i antal, så vi må vente indtil d. 22., før vi kan
komme det sidste stykke til Melbourne. Så nu gælder det om at finde
på noget at se. Vi har begge læst adskillige bøger om
udforskningen af Antarktis i begyndelsen af 1900-tallet. En af
polarforskerne var Mawson, og han kom vist fra Adelaide. En søgning
på Google viser, at South Australian Museum har en hel afdeling om
Mawson. Så der må vi hen.

Museet er som museet, vi besøgte i
Darwin – bare større. Så her afdelinger og udstillinger om Det
gamle Egypten og Aboriginals; Fossiler og opaler; Mineraler og
meteoritter; Megafauna og pattedyr. Og naturligvis Sir Douglas
Mawson. Mawson deltog i flere ekspeditioner til Antarktis både som
almindelig deltager og leder. Den mest berømte ekspedition – og
Mawsons sidste – startede i december 1911 og blev først afsluttet
i 1913, efter flere deltagere havde mistet livet. Udstillingen om
Mawson rummer mange af hans personlige ejendele som f.eks.
videnskabelige instrumenter, støvler, sovepose af kamelhår,
skindhandsker og elefanthue (en kopi og strikkeopskriften kan købes
i museets butik) suppleret af breve, papirer og fotos. Der er desuden
en model i fuld størrelse af hytten, hvor han og resten af
ekspeditionen boede under opholdet i Antarktis. En særlig plads er
tildelt Mawsons kniv og halve slæde. Mawson brugte kniven til at
save sin slæde over i to halvdele, efter hans to følgesvende var
døde på en kortlægningsekspedition i 1912. Med den halve slæde
gik Mawson alene mand 160 km. tilbage til hovedkvarteret.

21/12/14

The National Railway Museum ligger i
Port Adelaide, og hvad kunne være mere passende efter vores mange og
lange togrejser end et besøg her. Så vi går hen til Adelaides
gamle station, der ligger nær vores hotel. I dag er en del af den
gamle stationsbygning omdannet til kasino, men alle S-tog (metrotog)
til Adelaides forstæder har stadig endestation her. Selv om der kun
er 5 minutter til næste afgang, og vi ikke ved, hvor og hvordan vi
køber billetter, når vi alligevel toget. Som noget usædvanligt for
S-tog er togene på denne strækning dieseldrevne og ikke elektriske.
Andre strækninger er dog elektrificerede. På en søndag består et
togsæt blot af to vogne. Der er heller ikke mange rejsende, der stå
på og af toget i løbet af de tyve minutter, turen til Port Adelaide
tager.

I Port Adelaide består stationen blot
af to perroner, der ligger som en bro henover en firsporet vej.
Adgangen til og fra perronerne er handikapvenlig, hvilket betyder
ingen trapper (og ingen elevator). Til gengæld er der en uendelig
lang rampe, der zigzagger mellem gaden og perronerne. Der tager nogle
minutter at forcere rampen, men det er jo godt for kondien – især
hvis man skal skynde sig op for at nå et tog. Port Adelaides gader
er ligeså mennesketomme som toget, så vi oplever ikke meget på den
korte gåtur til jernbanemuseet.

Museet består af to lukkede haller med
lokomotiver og vogne fra South Australia. På trods af navnet
”National Railway Museum” er der kun rullende materiel fra denne
delstat. Nogle lokomotiver og vogne har selvfølgelig kørt ind i
Australiens andre delstater. Oprindeligt var delstaterne selvstændige
stater (kolonier) og ikke forenet som i dag. Dette betød, at mange
politiske beslutninger blev taget uden hensyntagen til nabostaterne.
Dette fik alvorlige konsekvenser for konstruktionen af jernbanerne i
1800-tallet. Man kunne ikke blive enige om en fælles sporvidde! New
South Wales anlagde overvejende normalsporede jernbaner (1435 mm).
Victoria og South Australia valgte især irsk bredspor (1600 mm),
mens jernbanerne i Queensland fik som de første i verden sporvidden
1067 mm. De forskellige sporvidder gav massive problemer for
jernbanetrafikken mellem delstaterne. Der måtte anlægges banegårde
med forskellige sporvidder, så gods og passagerer kunne flyttes fra
et tog til et andet. De fleste steder kunne man nøjes med to
forskellige sporvidder, men i Peterborough
og Gladstone
blev det nødvendigt at anlægge stationer med tre forskellige
sporvidder. Alt dette bliver illustreret med diagrammer og ikke
mindst lokomotiver og vogne i museets haller. Museets spor er også
med 1, 2 og 3 sporvidder, hvilket er interessant og kompliceret.

Tre
spændende vogne i samlingen stammer fra ”The Tea & Sugar”.
”The Tea & Sugar” startede i 1917 med at bringe daglige
fornødenheder til jernbanearbejderne i færd med at anlægge
jernbanen fra Perth til Adelaide. Jernbanearbejderne var helt
afhængige af varer fra dette tog, da der ikke fandtes veje i
jernbanens nærhed. Efter banens anlæggelse små byer skød op i
dens nærhed, så ”The Tea & Sugar” fortsatte med at køre
forsyninger til beboerne. I museet er udstillet tre vogne fra toget.
En vogn er en rullende bank. En anden er slagterens. Da der ikke var
kølerum i toget, blev dyrene (især får) medbragt levende og
slagtet undervejs. Den tredje vogn er en rullende købmand. Toget
havde også en rullende biograf og i 1970’erne en lægeklinik. I
december måned havde ”The Tea & Sugar” en julevogn
selvfølgelig med julemand. Det må have været en varm fornøjelse i
sommerheden på Nullarbor Plain. Det sidste “The Tea & Sugar” tog kørte i august 1996.

Tilbage
på hotellet i Adelaide er det tid for computerarbejde. Værelset har
en god men meget dyr internetforbindelse, så planen er at forberede
indlæg til bloggen, som vi så kan oploade fra en internetcafé
senere i aften. Så mens jeg sætter mig til at skrive, går Sharon
ud for at handle en til togrejsen i morgen. Toget har godt nok en
buffet/cafévogn, men vi ved ikke, hvad der tilbydes og til hvilken
pris. Jeg når dog ikke mange sætninger, før Sharon er tilbage
igen. Det er godt sidste søndag før jul, men alle forretninger
lukker kl. 17.00! Der er dog et supermarked nær ”Chinatown”, der
kan have længere åbningstid. Så vi opgiver computerarbejdet til
fordel for jagten på et åbent supermarked. Desværre med et
negativt resultat. Alle forretninger i centrum af Adelaide lukkede
kl. 17. Vi må sætte vores lid til spisevognen på toget i morgen.