Claus & Sharon's Travel Blog

Monday 22nd December
Our last day of the tour. The Overland
(from Adelaide to Melbourne – 828km) departs at 7.40am, and according
to our ticket, final check-in at Parklands Terminal is by 6.40am. So
we are up at 5am, giving us time to eat breakfast and the final
packing before catching the bus from just outside the hotel. We
aren’t the only passengers on the way to the train station – two
other passengers have suitcases and alight at the same stop. Inside
the terminal we join the small queue and get rid of our bags – both get a ”heavy” label attached. Ten minutes later the
queue has doubled in length and is out of the door. We have a bit of
a wait before we can get on the train, time for Claus to get some
photos and to check out our fellow passengers: the majority are
pensionists, the rest are of all ages and there are a few German and French
speaking tourists. This is the last train to Melbourne before
Christmas, and many are heading to Melbourne for Christmas with
family, judging by the many bags of wrapped gifts. One passenger has
her Santa hat on with flashing ”Merry Xmas” lights. The
carriage attendant gives us an explanation of the train, in
particular how the toilet locks. One must push a button to close the
door and then push another button to lock it. During the journey
there are many passengers who forget to lock the door whilst inside,
so luckily there is an elderly couple in the first row who are good
to warn the next toilet customer that it is occupied.

We depart on time and are soon heading
up into the Adelaide Hills, with short glimpses of the coastline to
our right before reaching the highest point on the journey: Mt.
Lofty. Many of the houses are built of large sandstone coloured
building blocks with wide verandahs to combat the heat. We stop at
Murray Bridge and Bordertown before crossing the border to Victoria,
and we have to set our watches forward by a half hour. The countryside is flat, this area is known as the “wheat belt” of Victoria.

At Horsham I catch up (very briefly)
with my old friends Bev and Greg, and they get to meet Claus for the
first time. Officially we aren’t allowed off the train if we are
travelling further, but I manage a short chat with them thru the open
door before the train pulls out. Now it’s time to check out the
dining options and we choose to share a serve of fish and chips and a
meatball baguette.

After Horsham we stop at Stawell and
Ararat before the train heads more to the south and stops in Geelong
North, then heads north to Melbourne. Just after leaving Geelong we
are informed that we might arrive twenty minutes early, but no, there
are a few delays and we arrive into Southern Cross station at the
scheduled time of 6.50pm. There is a queue to get luggage: all the
luggage is laid out on the platform and then a small number of
passengers are allowed in to collect their bags; when these
passengers have departed they let another group in and so on. A
sensible way considering the number of elderly passengers with
walking sticks or rollators. Once we get out our bags we head over
to the main concourse of the station to the suburban metro trains.
My brother has sent our myki travel cards to Darwin, so we scan on
and wait for the next Berwick train. 7.40pm and we board our last train and head out through the suburbs of Melbourne. It takes
just under an hour to reach Berwick, where my brother Keith and his
wife Lyma are waiting with cameras to catch us getting off our last
train. A fantastic tour has ended.

22/12/14

Turens sidste dag og vi skal op kl. 5
for at nå turens næstsidste tog, ”The Overland” fra Adelaide
til Melbourne. Toget afgår ganske vist først kl. 7.40 fra Parklands
Terminal, men vi skal tjekke ind senest en time før afgang. Vi
ønsker ikke at gentage fredagens lange gåtur med bagagen, så vi
satser på dagens første bybus, der tilsyneladende har stoppested
ikke langt fra stationen. Så klokken seks står vi og spejder efter
bussen ved stoppestedet når hotellet. Et par busser standser, men de
har begge et forkert nummer. Endelig kommer vores bus, vi stiger på.
Bussens få passagerer er tydeligvis folk på vej hjem fra og på vej
til arbejde, men to unge piger har kufferter. De skal måske med
samme tog som os. Bussen følger til at begynde med samme rute, som
vi gik i fredags, så det tegner meget godt. Men i stedet for at
dreje til højre og over en bro over jernbanen fortsætter den
ligeud. Det tegner ikke så godt! Vi fortalte da chaufføren, hvor vi
skal hen – gjorde vi ikke?

Heldigvis er der en anden bro, som vi
kan gå over, da chaufføren fortæller, at vi er nået stationens
nærmeste busstoppested. Pigerne med kufferterne stiger også af og
går mod stationen, så vi bliver ikke alene på toget. Faktisk
bliver vi langt fra alene. Køen ved skranken er allerede lang, da vi
ankommer, og den fortsætter med at vokse. Toget er udsolgt, selvom
der er indsat ekstra vogne. De store rygsække bliver indskrevet til
rejsegodsvognen. Min får et skilt med ”Heavy”, mens Sharons får
skiltet ”Extra heavy – two people required”!

Således kun udstyret med små rygsække
og en time til afgang kan vi se nærmere på toget og de øvrige
passagerer. Lokomotivet er fra Pacific National, mens vognene
tilhører Great Southern Rail. Jeg går op mod fronten for at tage et
foto af hele toget. Måske ikke hvad de fleste passagerer vil gøre.
I hvert fald vækker det lokomotivførers interesse. Da jeg beretter
om vores rejse, fortæller han, at den anden lokomotivfører har
rejst med tog på dele af vores rute. Han selv oplever kun togrejser
fra sin plads på lokomotivet, men har dog overvejet at prøve turen
mellem Adelaide og Melbourne som almindelig rejsende.

De øvrige passagerer er med nogle få
fransk- og tysktalende undtagelser noget tynd- og gråhårede.
Faktisk trækker vi nok gennemsnitsalderen ned. Dagens tog er sidste
tog inden jul, så det er fyldt med bedsteforældre, der skal på
julebesøg. Så der er rollatorer, stokke, kørestole og julegaver i
hobetal. Heldigvis er perronen høj, så da det bliver tid for
ombordstigning, går det uden store problemer omend langsomt. Inden
afgang giver togpersonalet grundige instruktioner om at holde fast i
sæderyggene, hvis man bevæger sig rundt under kørslen. Hun
demonstrerer også, hvordan toiletdøren åbnes, hvilket skaber nogen
moro, da toilettet viser sig at være i brug! Toiletdøren bliver i
øvrigt rejsens store mysterium, da ikke alle forstår, hvordan den
låses indefra. Heldigvis uddeler et ældre ægtepar på sæderne
overfor glædeligt ud af deres erfaringer, hver gang en ny bruger
nærmer sig. De kan også advare, hvis toilettet er ulåst men i
brug.

Sådan får det ægtepar tiden til at
gå. Andre går med usikre skridt til og fra caféen, der er i vognen
bag os. Over højttaleranlægget annonceres dagens ret, som er ”fish
and chips”, hvor opskriften på fedtfattige pommes frites er
”stjålet” fra The Ghan. Vi forsøger at fordrive tiden med at
kigge ud af vinduet. Fra Adelaide stiger banen op til strækningens
højeste punkt ved Mount Lofty. Derfra følger et ensformigt landskab
af flade hvedemarker. Vi kører gennem et af Australiens mest
frugtbare landbrugsområder, men hold op hvor er det kedeligt at se
på time efter time. Vi passerer floden Murray, der danne grænse
mellem South Australia og Victoria. Det er også her, at urene bliver
stillet en halv time frem.

Undervejs stopper toget for at optage
og afsætte rejsende. I Horsham er der en større udveksling af
rejsende, og på perronen står et ægtepar med nissehue og småkager.
Bev og Greg kender Sharon, så de har besluttet at komme til
stationen for at ønske os Glædelig Jul med en portion hjemmebag.
Konduktøren tillader ikke, at vi står ud på perronen, så de
bliver til en kort snak i den åbne dør, mens en ny ladning
pensionister stiger på. Vi gemmer julekagerne til senere og besøger
caféen, hvor de fedtfattige pommes frites ikke er så dårlige.

Toget har været foran køreplanen et
stykke tid, så det annonceres over højttaleranlægget, at vi måske
kommer op til 20 minutter tidligere til Southern Cross, Melbourne end
planlagt. Det sker nu ikke. Toget ankommer til tiden kl. 18.50. Vi
har næsten nået turens slutning. Først skal vi dog have fat i de
store rygsække igen. Al bagagen fra rejsegodsvognen er læsset ud på
perronen. Så er det op til passagererne selv at finde deres egne
kufferter og rygsække (sidstnævnte er der heldigvis ikke mange af).
For at det ikke skal ende i et kaos af væltede pensionister,
rollatorer, stokke og iturevne julegaver, bliver vi lukket ind i
området med bagage i små hold.

Sharons bror, Keith, har sendt vores
myki rejsekort til Darwin, så vi har en billet til turens sidste tog
til Berwick. Det er ikke muligt at købe almindelige billetter til
tog, bus og sporvogn, så det er nødvendigt med rejsekort. Vi
”stempler ind” og håber, der er nok penge på kortene. Vi venter
en tid på perronen før metrotoget til Berwick ankommer. Kl. 19.40
stiger vi på turens sidste tog. Og hvad er mere passende end at
slutte, som vi begyndte i Danmark? En time på et regionaltog i
kendte omgivelser.

Klokken er 20.40, da vi står af i
Berwick. Lyma og Keith venter med kameraer, så vi kan få et billede
af os og toget. En fantastisk tur en slut!

Saturday 20th December
As we have both read several books on
Antartic explorers, we head for the South Australian Museum, which has
a large display centered on the Antartic explorer Douglas Mawson, who
lived here. The section is full of artefacts (eg his sleeping
bag made from camel hair), photos, documents and videos of Douglas
Mawson’s three explorative journeys just over a hundred years ago.
There is also a replica of the hut where the whole party lived, and a
special place for Mawson’s knife and half sled. During a mapping
expedition out from base camp his two companions died, and Mawson
then used the knife to saw the sled in half before walking back to
base camp – a solo journey of 160km. Other exhibitions featured
Aboriginal culture, Egyptian artefacts, megafauna, fossils,
meteorites, minerals and opals. In the gift shop it is possible to
buy the same style of balaclava that Mawson wore – or even the
pattern so you can knit your own. A picnic lunch outside the well designed war memorial –
one can walk inside and find all the names of people who died in WWI
inscribed on plaques on the walls.

Sunday 21st December
Just a short metro train ride to Port
Adelaide brings us to the National Railway Museum, which despite the
name contains mostly South Australian railway history. They are
definitely not short of rolling stock with two buildings each with
four to five tracks, each with at least four engines or carriages
standing. It is possible to walk through some of the carriages and
see how sleeping compartments were designed almost one hundred years
ago. Three wagons come from ”The Tea and Sugar” train, which
began in 1917 with the sole purpose to bring daily necessities out to
the workers laying the railway between Adelaide and Perth. As the
track didn’t pass close to existing towns there was no other way to bring in
supplies. After the railway line was finished small towns sprang up
along the railway line, but these also needed supplies, so the Tea
and Sugar kept running. One carriage included a bank, another housed
the shop and another the butcher. As there was no coldroom in the
train there were a few animals in small pens on the train, and the
butcher slaughtered an animal as there was the need. The train also
had a cinema and from the 1970’s a doctor’s clinic. Each December
there was an extra carraige for Santa – bringing Christmas joy to
the children along the track. The train finally stopped running in 1996.

Back to the hotel for some PC work and
when I head out to buy some groceries at Woolworths in the nearby Rundle Street Mall at 5.30pm it is closed –
as are most of the shops. So we then head down to the Coles
supermarket near Chinatown and that is also closed. All the shops in
the centre of Adelaide close at 5pm, even though it is the last
Sunday before Christmas! So there goes our picnic lunch for the
train tomorrow – hope the dining car isn’t too overpriced.

20/12/14

Vi er jo egentlig i Adelaide, fordi vi
ikke kan komme videre. Togforbindelserne i denne del af Australien er
noget begrænset i antal, så vi må vente indtil d. 22., før vi kan
komme det sidste stykke til Melbourne. Så nu gælder det om at finde
på noget at se. Vi har begge læst adskillige bøger om
udforskningen af Antarktis i begyndelsen af 1900-tallet. En af
polarforskerne var Mawson, og han kom vist fra Adelaide. En søgning
på Google viser, at South Australian Museum har en hel afdeling om
Mawson. Så der må vi hen.

Museet er som museet, vi besøgte i
Darwin – bare større. Så her afdelinger og udstillinger om Det
gamle Egypten og Aboriginals; Fossiler og opaler; Mineraler og
meteoritter; Megafauna og pattedyr. Og naturligvis Sir Douglas
Mawson. Mawson deltog i flere ekspeditioner til Antarktis både som
almindelig deltager og leder. Den mest berømte ekspedition – og
Mawsons sidste – startede i december 1911 og blev først afsluttet
i 1913, efter flere deltagere havde mistet livet. Udstillingen om
Mawson rummer mange af hans personlige ejendele som f.eks.
videnskabelige instrumenter, støvler, sovepose af kamelhår,
skindhandsker og elefanthue (en kopi og strikkeopskriften kan købes
i museets butik) suppleret af breve, papirer og fotos. Der er desuden
en model i fuld størrelse af hytten, hvor han og resten af
ekspeditionen boede under opholdet i Antarktis. En særlig plads er
tildelt Mawsons kniv og halve slæde. Mawson brugte kniven til at
save sin slæde over i to halvdele, efter hans to følgesvende var
døde på en kortlægningsekspedition i 1912. Med den halve slæde
gik Mawson alene mand 160 km. tilbage til hovedkvarteret.

21/12/14

The National Railway Museum ligger i
Port Adelaide, og hvad kunne være mere passende efter vores mange og
lange togrejser end et besøg her. Så vi går hen til Adelaides
gamle station, der ligger nær vores hotel. I dag er en del af den
gamle stationsbygning omdannet til kasino, men alle S-tog (metrotog)
til Adelaides forstæder har stadig endestation her. Selv om der kun
er 5 minutter til næste afgang, og vi ikke ved, hvor og hvordan vi
køber billetter, når vi alligevel toget. Som noget usædvanligt for
S-tog er togene på denne strækning dieseldrevne og ikke elektriske.
Andre strækninger er dog elektrificerede. På en søndag består et
togsæt blot af to vogne. Der er heller ikke mange rejsende, der stå
på og af toget i løbet af de tyve minutter, turen til Port Adelaide
tager.

I Port Adelaide består stationen blot
af to perroner, der ligger som en bro henover en firsporet vej.
Adgangen til og fra perronerne er handikapvenlig, hvilket betyder
ingen trapper (og ingen elevator). Til gengæld er der en uendelig
lang rampe, der zigzagger mellem gaden og perronerne. Der tager nogle
minutter at forcere rampen, men det er jo godt for kondien – især
hvis man skal skynde sig op for at nå et tog. Port Adelaides gader
er ligeså mennesketomme som toget, så vi oplever ikke meget på den
korte gåtur til jernbanemuseet.

Museet består af to lukkede haller med
lokomotiver og vogne fra South Australia. På trods af navnet
”National Railway Museum” er der kun rullende materiel fra denne
delstat. Nogle lokomotiver og vogne har selvfølgelig kørt ind i
Australiens andre delstater. Oprindeligt var delstaterne selvstændige
stater (kolonier) og ikke forenet som i dag. Dette betød, at mange
politiske beslutninger blev taget uden hensyntagen til nabostaterne.
Dette fik alvorlige konsekvenser for konstruktionen af jernbanerne i
1800-tallet. Man kunne ikke blive enige om en fælles sporvidde! New
South Wales anlagde overvejende normalsporede jernbaner (1435 mm).
Victoria og South Australia valgte især irsk bredspor (1600 mm),
mens jernbanerne i Queensland fik som de første i verden sporvidden
1067 mm. De forskellige sporvidder gav massive problemer for
jernbanetrafikken mellem delstaterne. Der måtte anlægges banegårde
med forskellige sporvidder, så gods og passagerer kunne flyttes fra
et tog til et andet. De fleste steder kunne man nøjes med to
forskellige sporvidder, men i Peterborough
og Gladstone
blev det nødvendigt at anlægge stationer med tre forskellige
sporvidder. Alt dette bliver illustreret med diagrammer og ikke
mindst lokomotiver og vogne i museets haller. Museets spor er også
med 1, 2 og 3 sporvidder, hvilket er interessant og kompliceret.

Tre
spændende vogne i samlingen stammer fra ”The Tea & Sugar”.
”The Tea & Sugar” startede i 1917 med at bringe daglige
fornødenheder til jernbanearbejderne i færd med at anlægge
jernbanen fra Perth til Adelaide. Jernbanearbejderne var helt
afhængige af varer fra dette tog, da der ikke fandtes veje i
jernbanens nærhed. Efter banens anlæggelse små byer skød op i
dens nærhed, så ”The Tea & Sugar” fortsatte med at køre
forsyninger til beboerne. I museet er udstillet tre vogne fra toget.
En vogn er en rullende bank. En anden er slagterens. Da der ikke var
kølerum i toget, blev dyrene (især får) medbragt levende og
slagtet undervejs. Den tredje vogn er en rullende købmand. Toget
havde også en rullende biograf og i 1970’erne en lægeklinik. I
december måned havde ”The Tea & Sugar” en julevogn
selvfølgelig med julemand. Det må have været en varm fornøjelse i
sommerheden på Nullarbor Plain. Det sidste “The Tea & Sugar” tog kørte i august 1996.

Tilbage
på hotellet i Adelaide er det tid for computerarbejde. Værelset har
en god men meget dyr internetforbindelse, så planen er at forberede
indlæg til bloggen, som vi så kan oploade fra en internetcafé
senere i aften. Så mens jeg sætter mig til at skrive, går Sharon
ud for at handle en til togrejsen i morgen. Toget har godt nok en
buffet/cafévogn, men vi ved ikke, hvad der tilbydes og til hvilken
pris. Jeg når dog ikke mange sætninger, før Sharon er tilbage
igen. Det er godt sidste søndag før jul, men alle forretninger
lukker kl. 17.00! Der er dog et supermarked nær ”Chinatown”, der
kan have længere åbningstid. Så vi opgiver computerarbejdet til
fordel for jagten på et åbent supermarked. Desværre med et
negativt resultat. Alle forretninger i centrum af Adelaide lukkede
kl. 17. Vi må sætte vores lid til spisevognen på toget i morgen.

Saturday 6th December
After a sleep in and breakfast we
investigate the possible ways of getting to Singapore. Claus checks
out the Railways website again and it appears that there are two
seats available on the 10th – but we can’t book online.
So we head back to the station and arrive just before 11am – and
have to wait as it opens at 11am. But no, it is sold out, even though we say that we can see two seats online. So with
all trains booked out will we be able to get a bus ticket? Back to
Chinatown and there is no problem booking a bus ticket – we are the
first passengers for the 10th and get seat numbers 1 and
2.

Now we can be tourists. We buy some
sandwiches and then take the metro to the Petronas Towers. We sit
and enjoy the view from the outside – and a man asks us if we want
to buy an Iphone – not quite the place one would buy an expensive
phone! Inside and we find out the first available tour is at 3.30pm
– a wait of 2½ hours. Claus is also asked his age – and is
pleasantly surprised to hear that he qualifies as a pensioner at the
age of 55 in Malaysia. So he gets in for half price! Between the
two towers is a shopping mall, so spend the waiting time by checking out some
shops before having a coffee. The mall is packed with shoppers
getting ready for Christmas. We notice that many shops don’t have “Merry Christmas” signs but merely the more neutral Seasons Greetings. After
depositing our backpack we are ready for our tour, and take the
elevator up to the 41st floor, (170 metres above street levvel) where
we get a short history of the towers and have 15 minutes to wander
over the 58 metre long bridge between the two towers. Then another two elevators take us up to the 86th floor. Fantastic
views of the city – and a clear day.

06/12/14

Vi sover længe, men ikke længere end
der er tid til morgenmad på 6. etage. I modsætning til det noget
afvisende personale i receptionen, er personalet her meget
imødekommende og hjælpsomme. Efter morgenmaden går vi tilbage til
værelset. De udsolgte tog til Singapore nager os stadig. Kan det nu
være rigtigt? Jeg surfer lidt rundt på de malaysiske jernbaners
hjemmeside og finder ved et tilfælde ud af, er der er to (2) ledige
pladser på morgentoget d. 10/12. De kan ikke bookes online, så vi
må endnu engang på en ”livsfarlig” gåtur til
jernbanestationen.

Vi er noget pengeløse, så vi
henvender os til reception. Spørgsmålet om, hvor vi finder en ATM
(pengeautomat), efterlader den unge pige bag skranken målløs. Hun
ved ikke, hvad det er. Da vi siger ”bank”, går hun ud bagved
efter hjælp. Hun ved ikke, hvor den nærmeste bank er. Den ligger
heldigvis nær hotellet. Der er lukket for almindelige
bankforretninger, men en sikkerhedsvagt viser os til
pengeautomaterne.

Gåturen til stationen ender
resultatløs. Vi er der et par minutter før, billetkontoret åbner
kl. 11. Damen bag skranken fastholder, at alle tog er udsolgt. Jeg
fortæller, jeg lige har været på nettet og set to ledige pladser,
men det kender hun ikke noget til. Vi kan ikke køre det sidste
stykke i Asien med tog og må ty til plan B som i bus. Der er
adskillige daglige busforbindelser mellem Kuala Lumpur og Singapore,
men med udsolgte tog kan det samme vel snart ske med busserne. Nu
gælder det om snarest at købe busbilletter. Og et godt sted at
starte er ved et hotel i Chinatown. Ikke noget problem – vi er de
første til at købe billetter til morgenafgangen d. 10. december, så
vi får sæderne 1 og 2.

Endelig kan vi komme videre som
turister i KL, og det skal være med et besøg i Petronas Twin
Towers. Vi køber et par sandwich og to poletter til
undergrundsbanen, og snart sidder vi foran de to 452 meter høje
tårne. Vi har endnu ikke sat os for at spise, før vi bliver tilbudt
at købe en ny iPhone. Ikke lige et sted, hvor man vil lave et sådant
indkøb. Vi takker nej uden at spørge, om den kommer med både
garanti og kvittering.

Vi finder billetsalget for at få
billetter til næste tur op i tårnene. Desværre er der først
ledige pladser kl. 15.30, så vi må vente i 2½ time. Alternativet
er at komme tilbage i morgen, men hvad skal vi så bruge resten af i
dag til? Så vi beder om to billetter til 15.30. Herren spørger
høfligt: ”Hvor gammel er De, hr?” ”55”. ”Så kan De få
pensionistrabat! Halv pris!” Det bliver så mit livs første
pensionistbillet. Bare ærgerligt vi ikke vidste det, da vi købte
togbilletter.

Vi fordriver ventetiden i det store
indkøbscenter i tårnenes nederste etager. Butikkerne sælger
hovedsageligt dyre mærkevarer, hvilket har tiltrukket et utal af
kunder. Alle steder er der pyntet op til jul bortset fra, at ”Merry
Christmas” er skiftet ud med det mere neutrale ”Seasons
Greetings”.

Tilbage i den underste etage får vi
udleveret adgangskort, der hænger om halsen i sorte bånd. Andre
gæster i tårnene har andre farver, hvilket gør det lettere, når
vi skal ind og ud af elevatorer. Vores lille rygsæk skal deponeres,
og vi skal gennem sikkerhedskontrol og -instrukser, før vi kan komme
med elevatoren til etage 41 170 meter over gadeniveau. Her forbinder
en 58 meter lang ”bro” de to tårne. Udsigten er naturligvis
fantastisk, men er den lige så god som højere oppe? Det skal vise
sig, da vi 20 minutter senere stiger ud fra endnu en særdeles hurtig
elevator. Vi er nu 86. etage med en 360 graders udsigt over Kuala
Lumpur. Det er heldigvis en forholdsvis klar dag. Disen ligger helt
ude i horisonten. En god oplevelse – og så med pensionistbillet!

Friday 5th December
Today we are heading to the capital
Kuala Lumpur, which involves a bus back to Ipoh and then a train to
KL. We are again stopped at a police control station where an armed
policeman gets on the bus. He heads strait to one of the rear seats
and after talking to that passenger he escorts the passenger off the
bus. Apparently an illegal foreigner working without papers. As
many of Monday’s trains from Buttterworth to KL were booked out we
have reserved seats over the internet for the 12 noon train. We
reach the train station earlier than expected, and inquire about
changing our tickets for the 11am train – but that will cost us 50%
of the ticket price, so we settle at the station cafe with a prime
seat on the platform and enjoy a cup of coffee and a burger. The
train arrives on the platform but has to be cleaned before we can
take our places. During the 3 hour journey we reach speeds of
145km/hr. There is a large TV screen at one end of the carriage
showing a fantasy film – with subtitles only, and there are several
small screens down the carriage showing adverts and warnings about
safety – also without sound. Upon arrival at Kuala Lumpur Central
station we queue for a budget taxi – a bargain at 10 ringit (about
$4). Our hotel room is on the 14th floor, and by leaning
out the window we get a good view of the telecommunications tower.
In the other direction we can, between the buildings, see the Old
Railway Station, called just Kuala Lumpur. Built in the British
days, it has minarets as decoration and lattice work on the windows
to allow cooling. We decide to walk there to book seats to Singapore
and discover how difficult it is to be a pediastrian in KL.
Footpaths just stop, there are no subways or overhead crossings to
get over the 6 lane road, and the median strip between each direction
is about 30cm high and has three narrow steps to get up. But we
eventually get there, onto to hear some disappointing news: all
trains from KL to Singapore are sold out until the 17th
December, even the sleepers. Walking back past our hotel we reach
Chinatown, where we enjoy dinner (especially as they forgot to charge
us for one meal!) before buying a bottle of wine to celebrate my
birthday. On the way back to the hotel we wander down Petaling
Street, one of the renouned shopping streets of KL. A pedestrian
mall in the daytime, but in the evening there are two lanes of extra
stalls down the middle, selling everything from clothing to bags to
shoes to electrical goods. We buy a Malaysian adaptor, bargaining
from a starting price of 20 ringit down to 6.

05/12/14

Dagens destination er Kuala Lumpur. Den
hurtigste og billigste måde at komme fra Tanah Rata til Kuala Lumpur
er med en direkte bus, men vi har besluttet, at på denne turen vil
vi rejse med tog, hvis det er muligt. Derfor skal vi tilbage til Ipoh
med bus og derfra med tog til Kuala Lumpur. Da vi ankom til Ipoh i
mandags, så vi, at mange tog allerede var udsolgt. Vi har derfor
allerede købt billetter til afgangen kl. 12 på internettet. Det
skulle give os nok tid, selv hvis bussen bliver forsinket.

Busturen er ad den samme snoede vej som
i mandags. Vi bliver stoppet ved en politikontrol i udkanten af Ipoh.
En uniformeret og bevæbnet betjent stiger på bussen. Han går
straks til et sæde bagerst. Efter en kort samtale fører han stille
og roligt en passager ud ad bussen. Tilsyneladende en illegal
indvandrer uden de korrekte ID-papirer. Ingen af de øvrige
passagerer reagerer, da vi kører videre.

Bussen er ikke forsinket, så vi
skynder os at gå til stationen i håb om at komme med et tidligere
tog kl. 11. Der er ledige pladser, men vi skal betale 50 % i gebyr
for at ændre vores billetter. Vi synes, det er alt for meget, så vi
vil hellere vente og drikke kaffe i en lille café. Adgangen fra
forhallen til perronerne er kun åben umiddelbart før togafgang, men
sjovt nok kan man bare gå gennem caféen for at komme til dens borde
på perronen. Her sidder vi så, mens vi iagttager toggangen. Et
enkelt godstog udelukkende med containere ankommer, inden toget kl.
11 bliver rangeret til perron. Det består af moderne elektriske
togsæt med hovedsageligt kvindelig personale i smarte uniformer, som
var de stewardesser på et fly.

Caféen sælger også kyllingeburgere,
så vi griber chancen for en let frokost, før vi skal med toget.
Damerne bag disken spørger et par gange, om jeg ønsker dem
krydrede. De vil nødigt udsætte en vesterlænding for et kulinarisk
chok. Burgerne ankommer, og vi kan dårligt smage chili’en. Måske
cafédamerne på egen hånd har besluttet, at det midaldrende par med
rygsækkene ikke ved, hvad krydret mad er.

Toget ankommer fra Kuala Lumpur, men
det tager noget tid, før vi kan stige på. Først skal der gøre
rent, og personalet får nye lister over solgte pladser. Da vi finder
vores pladser, ligger der en avis. Her kan vi læse, at der i går
har været en razzia mod en farm nær Tanah Rata. Politiet og andre
myndigheder fandt 27 illegale indvandrere fra Myanmar og Bangladesh.

Hurtigt efter afgang sættes farten op.
Et display oven døren viser hastigheden, der topper ved 145 km/t,
hvilket er en ganske høj fart på en sporvidde på kun 1000 mm.
Heldigvis bruger det malaysiske jernbaner væsentligt flere
ressourcer på sporvedligeholdelse end de thailandske jernbaner. Som
i et fly er der TV-skærme i vognen. Et stor skærm på endevæggen
viser med afbrydelser en fantasy-film, mens mindre skærme under
loftet konstant skifter mellem reklamer og advarsler fra jernbanerne.
Alt er uden lyd, så man skal være god til at læse undertekster på
lang afstand.

Da vi kommer til Kuala Lumpur, standser
toget logisk nok på en station med navnet ”Kuala Lumpur”. Det er
bare ikke hovedbanegården, der hedder ”KL Central”. ”Kuala
Lumpur” er den tidligere hovedbanegård og opført af briterne i
kolonitiden. Som i Ipoh er det et imponerende bygningsværk i maurisk
stil med tårne og arabisk inspireret murværk og vinduer. Den er med
tiden blevet for lille, så nu er den blot et stop for især
regionale tog. Vi mener, ”Kuala Lumpur” ligger nær vores hotel,
men er ikke helt sikre. Så vi når ikke at stå af, før toget
sætter i gang, og vi ender på ”Central”. Det er en meget
moderne og ucharmerende banegård, hvis lige kan findes mange andre
steder i verden. Den har dog en fordel: Man kan købe billige
taxi-boner. På den måde kommer vi hurtigt og nemt til vores hotel
for blot 10 ringit (20 kr.). Vi får et værelse på 14 etage med
udsigt til bl.a. ”Kuala Lumpur” stationen.

Det er først på eftermiddagen, og vi
har ikke de store planer for dagen, bortset fra vi vil fejre Sharons
fødselsdag med en god middag med rødvin på en god restaurant.
Indtil da bruger vil vi bruge tiden på at planlægge dagene her i
KL, som Kuala Lumpur kaldes blandt de lokale. Hotellet ser ud til at
være OK, selv om personalet i receptionen ikke taler meget engelsk.
Vi har allerede booket tre nætter i Singapore, men hvis vi ændrer
dette til to, får vi mere tid her samtidigt med at vi sparer penge.
Så det er det, vi gør. Ganske vist kan personalet i receptionen
ikke forlænge vores ophold med en ekstra nat. Det må vi selv gøre
gennem Booking.com. Med overnatningerne på plads er næste skridt at
købe togbilletter til Singapore d. 10. december. Den gamle
jernbanestation ligger jo ikke langt fra hotellet, så hvorfor ikke
gå derhen og klare billetkøbet? Vi spørger i receptionen, hvordan
vi kommer til stationen. Svaret er en løftet arm i retning af
stationen. Vi ved sådan set godt, hvor den ligger, så det var ikke
megen hjælp.

Trafikken i George Town var slem for
fodgængere, men den er for intet at regne, når vi sammenligner med
de genvordigheder, vi oplever her i KL. Fortovet ophører uden grund,
og for at komme videre mod jernbanestationen, skal vi krydse en
6-sporet vej. Der er ingen fodgængerovergang eller -bro, så vi håbe
det bedste, da vi står ved vejkanten. Hvis vi klarer de første tre
vejbaner, er der en 50 cm forhøjning, vi kan klatre op på og komme
i sikkerhed, inden vi krydser de næste tre vejbaner. På den
modsatte side er der igen et fortov. Trafikken består hovedsageligt
af biler, der kører så hurtigt som muligt, uden der tages hensyn
til et par dumdristige fodgængere. Vi kommer helskindet over denne
gang og fortsætter til stationen. Vi finder billetsalget i den
imponerende men mennesketomme hovedbygning og får den nedslående
besked. ”Alle tog til Singapore er udsolgt indtil d. 17. december!”
Og det gælder alle tog uanset afgangstidspunkt (der er tre tog
dagligt).

Således lettere nedtrykte kaster vi os
ud i den livsfarlige trafik igen. Vi går forbi vores hotel for at
komme til Chinatown med alle dens butikker, boder og restauranter.
Turen dertil indebærer yderligere en krydsning af en 6-sporet vej.
Det tager en evighed, og mens vi venter på midterrabatten spotter vi
en overdækket gangbro lidt længere henne. Fremover skal den bruges
til og fra Chinatown. Det betyder en lidt længere gåtur, men vi er
i det mindste i sikkerhed, mens vi krydser.

Chinatown er et kaos af boder, smalle ”gader” og turister. Vi er bl.a. kommet for at købe en adaptor
til stikkontakterne, så vi kan oplade computer og telefon.
Receptionen på hotellet havde naturligvis ingen til udlån men
henviste os hertil. De fleste boder forsøger at sælge os ure og
livremme, men en sælger heldigvis elektriske artikler herunder en
adaptor. Da jeg hører prisen er 20 ringit, udbryder jeg helt
automatisk:”Det må være en vittighed!” Prisen falder derefter
til det halve, og vi ender på 6 ringit.

Klokken er ved at være 19, så vi
ændrer planer. Den hyggelige restaurant med god mad og rødvin må
blive en anden dag. Godt nok er der masser af spisesteder omkring os,
men kalde dem hyggelige restauranter er en overdrivelse. De er mere
halvdyre turistfælder. Vi finder en vinbutik, hvor priserne for
rødvin starter omkring 50 ringit (100 kr). Ikke billigt, men vi har
ikke drukket vin i flere måneder, og det er jo Sharons fødselsdag.
Så der kommer en flaske i rygsækken til senere nydelse på
værelset. Nu skal vi bare have noget at spise. Vi studerer flere
forskellige menu-kort, før vi sætter os. Nu har vi så bare det
problem, at vinindkøbet gjorde et alvorligt indhug i vores
kontantbeholdning. Spisestederne tager ikke imod kreditkort, og der
er ikke en pengeautomat i nærheden. Så en diskret optælling af
pengebeholdningen afgør, hvilken fødselsdagsmiddag der er råd til.
Den bliver ikke imponerende. Da regningen dukker op, er der kun
skrevet én hovedret på den. Vi betaler hurtigt og forsvinder til
hotelværelset, hvor et glas rødvin aldrig har smagt så godt.