05/12/14
Dagens destination er Kuala Lumpur. Den
hurtigste og billigste måde at komme fra Tanah Rata til Kuala Lumpur
er med en direkte bus, men vi har besluttet, at på denne turen vil
vi rejse med tog, hvis det er muligt. Derfor skal vi tilbage til Ipoh
med bus og derfra med tog til Kuala Lumpur. Da vi ankom til Ipoh i
mandags, så vi, at mange tog allerede var udsolgt. Vi har derfor
allerede købt billetter til afgangen kl. 12 på internettet. Det
skulle give os nok tid, selv hvis bussen bliver forsinket.
Busturen er ad den samme snoede vej som
i mandags. Vi bliver stoppet ved en politikontrol i udkanten af Ipoh.
En uniformeret og bevæbnet betjent stiger på bussen. Han går
straks til et sæde bagerst. Efter en kort samtale fører han stille
og roligt en passager ud ad bussen. Tilsyneladende en illegal
indvandrer uden de korrekte ID-papirer. Ingen af de øvrige
passagerer reagerer, da vi kører videre.
Bussen er ikke forsinket, så vi
skynder os at gå til stationen i håb om at komme med et tidligere
tog kl. 11. Der er ledige pladser, men vi skal betale 50 % i gebyr
for at ændre vores billetter. Vi synes, det er alt for meget, så vi
vil hellere vente og drikke kaffe i en lille café. Adgangen fra
forhallen til perronerne er kun åben umiddelbart før togafgang, men
sjovt nok kan man bare gå gennem caféen for at komme til dens borde
på perronen. Her sidder vi så, mens vi iagttager toggangen. Et
enkelt godstog udelukkende med containere ankommer, inden toget kl.
11 bliver rangeret til perron. Det består af moderne elektriske
togsæt med hovedsageligt kvindelig personale i smarte uniformer, som
var de stewardesser på et fly.
Caféen sælger også kyllingeburgere,
så vi griber chancen for en let frokost, før vi skal med toget.
Damerne bag disken spørger et par gange, om jeg ønsker dem
krydrede. De vil nødigt udsætte en vesterlænding for et kulinarisk
chok. Burgerne ankommer, og vi kan dårligt smage chili’en. Måske
cafédamerne på egen hånd har besluttet, at det midaldrende par med
rygsækkene ikke ved, hvad krydret mad er.
Toget ankommer fra Kuala Lumpur, men
det tager noget tid, før vi kan stige på. Først skal der gøre
rent, og personalet får nye lister over solgte pladser. Da vi finder
vores pladser, ligger der en avis. Her kan vi læse, at der i går
har været en razzia mod en farm nær Tanah Rata. Politiet og andre
myndigheder fandt 27 illegale indvandrere fra Myanmar og Bangladesh.
Hurtigt efter afgang sættes farten op.
Et display oven døren viser hastigheden, der topper ved 145 km/t,
hvilket er en ganske høj fart på en sporvidde på kun 1000 mm.
Heldigvis bruger det malaysiske jernbaner væsentligt flere
ressourcer på sporvedligeholdelse end de thailandske jernbaner. Som
i et fly er der TV-skærme i vognen. Et stor skærm på endevæggen
viser med afbrydelser en fantasy-film, mens mindre skærme under
loftet konstant skifter mellem reklamer og advarsler fra jernbanerne.
Alt er uden lyd, så man skal være god til at læse undertekster på
lang afstand.
Da vi kommer til Kuala Lumpur, standser
toget logisk nok på en station med navnet ”Kuala Lumpur”. Det er
bare ikke hovedbanegården, der hedder ”KL Central”. ”Kuala
Lumpur” er den tidligere hovedbanegård og opført af briterne i
kolonitiden. Som i Ipoh er det et imponerende bygningsværk i maurisk
stil med tårne og arabisk inspireret murværk og vinduer. Den er med
tiden blevet for lille, så nu er den blot et stop for især
regionale tog. Vi mener, ”Kuala Lumpur” ligger nær vores hotel,
men er ikke helt sikre. Så vi når ikke at stå af, før toget
sætter i gang, og vi ender på ”Central”. Det er en meget
moderne og ucharmerende banegård, hvis lige kan findes mange andre
steder i verden. Den har dog en fordel: Man kan købe billige
taxi-boner. På den måde kommer vi hurtigt og nemt til vores hotel
for blot 10 ringit (20 kr.). Vi får et værelse på 14 etage med
udsigt til bl.a. ”Kuala Lumpur” stationen.
Det er først på eftermiddagen, og vi
har ikke de store planer for dagen, bortset fra vi vil fejre Sharons
fødselsdag med en god middag med rødvin på en god restaurant.
Indtil da bruger vil vi bruge tiden på at planlægge dagene her i
KL, som Kuala Lumpur kaldes blandt de lokale. Hotellet ser ud til at
være OK, selv om personalet i receptionen ikke taler meget engelsk.
Vi har allerede booket tre nætter i Singapore, men hvis vi ændrer
dette til to, får vi mere tid her samtidigt med at vi sparer penge.
Så det er det, vi gør. Ganske vist kan personalet i receptionen
ikke forlænge vores ophold med en ekstra nat. Det må vi selv gøre
gennem Booking.com. Med overnatningerne på plads er næste skridt at
købe togbilletter til Singapore d. 10. december. Den gamle
jernbanestation ligger jo ikke langt fra hotellet, så hvorfor ikke
gå derhen og klare billetkøbet? Vi spørger i receptionen, hvordan
vi kommer til stationen. Svaret er en løftet arm i retning af
stationen. Vi ved sådan set godt, hvor den ligger, så det var ikke
megen hjælp.
Trafikken i George Town var slem for
fodgængere, men den er for intet at regne, når vi sammenligner med
de genvordigheder, vi oplever her i KL. Fortovet ophører uden grund,
og for at komme videre mod jernbanestationen, skal vi krydse en
6-sporet vej. Der er ingen fodgængerovergang eller -bro, så vi håbe
det bedste, da vi står ved vejkanten. Hvis vi klarer de første tre
vejbaner, er der en 50 cm forhøjning, vi kan klatre op på og komme
i sikkerhed, inden vi krydser de næste tre vejbaner. På den
modsatte side er der igen et fortov. Trafikken består hovedsageligt
af biler, der kører så hurtigt som muligt, uden der tages hensyn
til et par dumdristige fodgængere. Vi kommer helskindet over denne
gang og fortsætter til stationen. Vi finder billetsalget i den
imponerende men mennesketomme hovedbygning og får den nedslående
besked. ”Alle tog til Singapore er udsolgt indtil d. 17. december!”
Og det gælder alle tog uanset afgangstidspunkt (der er tre tog
dagligt).
Således lettere nedtrykte kaster vi os
ud i den livsfarlige trafik igen. Vi går forbi vores hotel for at
komme til Chinatown med alle dens butikker, boder og restauranter.
Turen dertil indebærer yderligere en krydsning af en 6-sporet vej.
Det tager en evighed, og mens vi venter på midterrabatten spotter vi
en overdækket gangbro lidt længere henne. Fremover skal den bruges
til og fra Chinatown. Det betyder en lidt længere gåtur, men vi er
i det mindste i sikkerhed, mens vi krydser.
Chinatown er et kaos af boder, smalle ”gader” og turister. Vi er bl.a. kommet for at købe en adaptor
til stikkontakterne, så vi kan oplade computer og telefon.
Receptionen på hotellet havde naturligvis ingen til udlån men
henviste os hertil. De fleste boder forsøger at sælge os ure og
livremme, men en sælger heldigvis elektriske artikler herunder en
adaptor. Da jeg hører prisen er 20 ringit, udbryder jeg helt
automatisk:”Det må være en vittighed!” Prisen falder derefter
til det halve, og vi ender på 6 ringit.
Klokken er ved at være 19, så vi
ændrer planer. Den hyggelige restaurant med god mad og rødvin må
blive en anden dag. Godt nok er der masser af spisesteder omkring os,
men kalde dem hyggelige restauranter er en overdrivelse. De er mere
halvdyre turistfælder. Vi finder en vinbutik, hvor priserne for
rødvin starter omkring 50 ringit (100 kr). Ikke billigt, men vi har
ikke drukket vin i flere måneder, og det er jo Sharons fødselsdag.
Så der kommer en flaske i rygsækken til senere nydelse på
værelset. Nu skal vi bare have noget at spise. Vi studerer flere
forskellige menu-kort, før vi sætter os. Nu har vi så bare det
problem, at vinindkøbet gjorde et alvorligt indhug i vores
kontantbeholdning. Spisestederne tager ikke imod kreditkort, og der
er ikke en pengeautomat i nærheden. Så en diskret optælling af
pengebeholdningen afgør, hvilken fødselsdagsmiddag der er råd til.
Den bliver ikke imponerende. Da regningen dukker op, er der kun
skrevet én hovedret på den. Vi betaler hurtigt og forsvinder til
hotelværelset, hvor et glas rødvin aldrig har smagt så godt.